Det ender med Bryllup (1943)

"Latteren tordnede gennem Salen som et Niagara-Vandfald". "Man skal være en usædvanlig ondartet Tørvetriller, hvis man ikke kan more sig over denne Film". Sådan lød det i samtidspressen, da Lau Lauritzens seneste filmfarce havde premiere i 1943.

Uinspireret historie
Så man må tage på sig, at man nok er en usædvanligt udtalt tørvetriller, når man i dag betragter filmen og finder den alt andet end morsom – med stift teaterskuespil og en uinspireret historie: "Det ender med Bryllup" er mest interessant, fordi den er indspillet under krigen.

Reklamebureau i perspektiv
Historien tager sit udgangspunkt i et reklamebureau, der drives af Poul Reumerts distingverede fabrikant Steen Andersen, med Ib Schønberg som propagandachefen Ib Holm ved sin side. Dette er interessant i dag, fordi filmens producer, Henning Karmark, sammen med netop Ib Schønberg sidst i 30’erne stiftede Grøns Reklamebureau (som Karmark senere førte videre alene i forretning med tyskerne.)

Ingen tyskersatire
I "Det ender med Bryllup" klinger betegnelsen "propagandachef" af Goebbels, men Schønberg er til lejligheden i stedet udstyret med en moustache meget lig Hitlers! Hvorom alting er emmer filmen ikke ligefrem af tyskersatire, hertil var Karmark jo også anderledes disponeret.

På kvindejagt
Fabrikanten har set en henrivende kvinde til hest og vil nu vide mere om hende, før han satser på at gifte sig med hende. Derfor sender han propagandachefen i arkiverne – og Poul Reichhardts assistent Poul Hammer i marken for at lære den yndige rideskolelærerinde at kende.

Stivbenet iscenesat
At der er 27 år imellem Reumert og rideskolelærerinden (i skikkelse af tandpastasmilende Berthe Qvistgaard) er uden interesse for filmen, men troværdig forekommer den stivbenede og iscenesatte forelskelse ingenlunde.

Kreativt kurmageri
Det er ellers kreativt tænkt at bringe kurmageriet ud i pressen, som da fabrikanten indrykker en helsidesannonce med ordene "Til lykke, Grete" i anledning af sin prinsesses fødselsdag. Det skal nok gøre indtryk!

Tør og uinspireret
Reumerts præstation er mere tør og uinspireret end en indtørret rosin. Det er stift og helt uden glimt i øjet, men han forførte ikke desto mindre samtidspressen- og publikum. Ib Schønberg er omvendt overgearet helt ude af proportioner, måske fordi han følte, at han spillede op imod et gulvbræt.

Latterbrus i samtiden
Poul Reichhardt er ude i en helt uklædelig farcespillestil, mens Henry Nielsens staldkarl er decideret tåbelig med de påtvungne polypper, der gør hans tale komplet uforståelig. Muligvis er dette elementet, der fik samtidsbiograflatteren til at bruse som en flod i brunst.

Kaas i debutrolle
Sjovere er det at få øje på 13-årige Preben Kaas’ debutrolle som kæk piccolo på reklamebureauet. "Det ender med Bryllup" er en udtalt studiefilm med ganske få afstikkere til den fri verden. En primitiv lyd flankeret af Sven Gyldmarks arketypisk flade musik sætter stemningen fra start.