Mein Führer (2007)

Betagende bramfrit og politisk ukorrekt flirter komedien "Mein Führer" med fortidens store synder, når selveste Adolf Hitler menneskeliggøres i Det tredje Riges døende dage.

Betændt og blødende
Dét vil der altid være delte meninger om: Kan man lave sjov med stof, der er både betændt og blødende, og svaret er ja, hvis man evner at servere det på et sølvfad. Hér lykkes man hæderligt og i perioder ganske glimrende, selvom det komiske set up ind imellem kammer over i ren farce.

Personlig træner for Hitler
Den jødiske skuespiller Adolf Grünbaum (Ulrich Mühe i dennes sidste store rolle) er anbragt i kz-lejr, da han hentes til Berlin for at træne selveste Adolf Hitler (Helge Schneider) op til igen at blive dén store taler, han var i fordums tider.

Genvundne talegaver
Til at begynde med er Hitler bestemt ikke venligt stemt, men i kulissen presser propagandaminister Joseph Goebbels på: Hvis Hitler skal vække folket til live, er det afgørende, at han genvinder sine talegaver.

I centrum af magten
Grünbaum er omvendt splittet i sin nye tjans. Skal han rette ind eller gøre det af med føreren? Efterhånden viser det sig mest formålstjenligt at rette ind, i hvert fald følger der frynsegoder med det at være i centrum af magten med fri adgang til rigets gemakker – og schæferhunden Blondi.

Troværdigt komisk
"Mein Führer" udmærker sig ved at være kompromisløs i sin tilgang til nazi/jøde-temaet, men er sjovest i portrættet af Adolf Hitler i forfald. Her er Helge Schneider en troværdig komisk udgave af føreren, som må hengive sig til både fysiske og psykiske øvelser i Rigskancelliet i Berlin.

Samspillet en force
Ulrich Mühe rammer fint den dybe splittelse, samtidig med at hans kreative udstråling emmer af faglig stolthed – samspillet mellem Schneider & Mühe er filmens helt store force.

En tand for overkomisk
Men også genskabelsen af det nye Rigskancelli er pænt fascinerende i tilpas kantede visuelle effekter. Filmen får i øvrigt mest sit lidt skævvridende farcepræg via den alt for arketypiske genremusik. Og så er særligt Heinrich Himmler med armen i gips en tand for overkomisk.