The Sweet Hereafter (1997)

Som tredobbelt Cannes-vinder - og i det hele taget prisoverdænget på talrige filmfestivaler - regnes filmatiseringen af Russell Banks' succesroman, "The Sweet Hereafter", som canadiske Atom Egoyans ubetinget bedste film.

Knæfald for mystikken
Men det er et knæfald for det det mystiske og det let konstruerede, og sammenligningen med H.C. Andersens eventyr, "Kejserens nye klæder", ligger lige for.

Tragisk busulykke
For Egoyans festivalsucces er langt fra mesterværkets sfære. Faktisk er "The Sweet Hereafter" både svær at blive klog på og svær at fordøje. Centreret om en tragisk busulykke fortælles historien om et lille bjerglandskabssamfund, der får besøg af den ihærdige advokat, Mitchell Stevens.

Ingen afklaring
Stevens vil til bunds i den mystiske ulykke, og han aflægger visit hos alle pårørende og overlevende. Således kommer han helt tæt på både sørgende, frustrerede og opgivende implicerede, men nærmere nogen afklaring kommer han ikke rigtig.

Skiftende kastevinde
Måske kommer forklaringen i sidste scene - eller gør den? Svaret blafrer ligeså ujævnt som en vimpel i skiftende kastevinde. Mystikken står hermed tilbage som filmens bærende bjælke, men det er med råd i trækonstruktionen.

Hvori ligger begejstringen?
Hvad er det så, der får de fleste tilskuere til at falde i svime over en film som "The Sweet Hereafter"? Er det mystikken i sig selv, den hemmelighedsfulde uafklarethed, de vanskeligt læsbare personer, deres isolerede bjergliv?

Orientalsk panfløjte
For det er næppe Paul Sarossys elegante fotografering alene, og da slet ikke Mychael Dannas stressende og logisk set alt andet end velkomne underlægningsmusik, der dukker op de mærkeligste steder i en blanding af irsk folketone og orientalsk panfløjte?

Mystikken breder sig
I takt med at mystikken breder sig, vokser faktisk også en udtalt kedsomhed. Scenerne bliver længere og længere og er ofte uden ret meget andet indhold end tom snak. Særligt Stevens’ alenlange flysamtale (i en unaturligt lydsvag kabine) trækker tænder ud. Men reelt er også møderne mellem Stevens og lokalbefolkningen præget af formålsløs sneglefart.

Formålsløs sneglefart
Formålsløs i dén forstand, at den langsomme fortællestil ikke styrker hverken en særlig stemning eller et særligt narrativt univers. Havde filmen været udtalt kunstnerisk med koncentreret fokus på den lange indstilling, ville det have givet bedre mening. Men hér er vi vidner til en mainstreamhistorie tilført mystikkens krukkeri.

Små oaser af nærvær
I de alt for få oaser af ægthed, der opstår undervejs, mærker man noget af det nærvær, der kunne have været i fokus. Det er også her, at særligt Ian Holm har sine bedste øjeblikke. De fleste biroller finder sig aldrig helt til rette i grænselandet mellem konstruktion og fortættet drama.