Grimsby (2016)

    Da en hemmelig britisk agent genfindes af sin bøvede bror, står himmel og jord snart i bevægelse, og der er ikke det, der ikke går galt.


    GULDBELAGT PINLIGT

    Actioninstruktøren Louis Leterrier har her fundet sammen med det komiske es Sacha Baron Cohen. Og så kan det nok være, at der er lagt i kakkelovnen til en alt andet end gennemsnitlig actionkomisk filmoplevelse.


    Kærlighed ved første blik?
    "The Brothers Grimsby" fortæller historien om de to meget forskellige brødre Nobby og Sebastian. De blev skilt ad som ganske små, og siden har Nobby ledt efter Sebastian. Da deres veje ved et tilfælde mødes igen, er det også kun kærlighed ved første blik i én retning.

    Premier League-tosset
    Sebastian er nemlig ikke svært interesseret i at genfinde familielivet med sin alt andet end kvikke bror. Nobby har en stor familie og er mere end almindeligt tosset Premier League-fan. Sebastian derimod er hemmelig agent med mange spektakulære opgaver hver dag.

    Aparte situationer
    Men når nu først de to er sammen, hænger Sebastian på sin bror. Han er nemlig ikke sådan at ryste af sig, og snart er de på mission sammen - hvilket indebærer nogle særdeles aparte situationer, som den garvede agent nok ikke lige havde set komme.

    Over stregen
    Efter en noget mudret start finder "The Brothers Grimsby" heldigvis snart den helt rette, aparte-komiske tone. Sacha Baron Cohen går forventeligt over stregen, og det er i dén grad det hele værd.

    Guldbelagt pinligt
    Særligt tre scener er guldbelagt pinlig komediekunst: Da Sebastian mod sin vilje overværer brormands seksuelle forspil med den meget tykke kone. Herefter da Nobby er nødt til at suge gift ud af sin brors testikel - og ikke mindst, da brødrene gemmer sig i en elefantskede og må igennem hårde (!) prøvelser.

    Herlig opfindsomhed
    Her må man give sig fuldt hen til opfindsomheden og dens høje pinlighedsfaktor. Til gengæld føler man, der kunne være kommet meget mere ud af det gennemgående portræt af engelsk fodboldtosseri med vom, øl og fladpanderi. Her er der en slagside i retning af det forudsigelige.

    Komisk topform
    Cohen selv er i topform og får fint modspil fra Mark Strong, men det er særligt de nævne scener og den generelle ekstremkomik, der hæver ”The Brothers Grimsby” til en komisk filmoplevelse helt uden for enhver normal standard.

    Rendyrket actionspor
    Når brødrene er på hemmelig mission, drejer filmen ind ad et rendyrket actionspor, komplet med brøle-bragende musik. Her blødes det hele så lidt op af, at Nobby bare ikke kan bevæge sig en centimeter, uden at noget går galt.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2016, USA, Komedie, Farce, 83 min.

    Dansk titel: The Brothers Grimsby
    Instr: Louis Leterrier Prod: Sacha Baron Cohen, Peter Baynham, Anthony Hines, Nira Park Manus: Sacha Baron Cohen, Peter Baynham Foto: Oliver Wood Klip: Jonathan Amos, Evan Henke, Debra Neil-Fisher, James Thomas Mus: David Buckley, Erran Baron Cohen