Project Nim (2011)

    En gruppe forskere forsøgte sig i 1970'erne med at sætte en chimpanse ind i en almindelig menneskefamilie. Men meget gik gruelig galt.


    GRUNDLÆGGENDE DYRISK

    Da ambitiøse forskere i 1970'ernes USA satte sig for at placere en chimpanseunge i menneskelig familiepleje var det helt uden hverken dyreetiske eller fornuftsmæssige overvejelser. Babychimpansen Nim blev revet ud af mamas arme og ind i en mønster-menneskefamilie.

    Grundlæggende dyrisk
    At det udviklede sig alt andet end idyllisk udnytter instruktør James Marsh fornuftigt i denne prisvindende dokumentar. For uanset hvor meget menneske forskere og familiemedlemmer forsøger at stoppe ind i abehjernen, kan de ikke pille ved det grundlæggende dyriske. Og det er en interessant historie at fortælle på film.

    Elementer fra fiktionen
    "Project Nim" bærer som dokumentarfilm præg af James Marshs fascination af fiktionsfilmens narrative virkemidler i en nonfiktionær sammenhæng. Da han som ung filmskaber drømte om at dreje dokumentarer, var han endnu ikke sporet ind på, at man kunne fortælle virkelighedens historier med elementer fra fiktionen.

    Masser af musik
    Da han fandt ud af det, blev han glad. Nu havde han formlen til "Project Nim", nemlig at kombinere arkivfilm med (re-)konstruerede scener, dramatisk kameraføring og originalkomponeret musik.

    Et blandingsprodukt
    "Project Nim" er da også et blandingsprodukt af netop genrer og narratologi - og desværre et lidt uskønt et af slagsen. Særligt musikken er en dræber, for den er til stede konstant og dikterer tilskuerens følelser.

    En fortrydelse
    I dag fortryder Marsh, at han udspartlede filmen med så meget musik, og hvis han kunne, fjernede han gerne mere end halvdelen. Det har han taget ved lære af og er blevet langt mere opmærksom på virkningsfuldheden af fraværet af musik - ikke mindst i dokumentarisk sammenhæng - der jo er den virkelige verdens film.

    Savner fremdrift
    Men filmen lider også lidt under manglende fremdrift. Hvor fascinerende, frastødende og grundlæggende dum historien end er, så savner man flere elegante rundinger i portrættet af Nims skæbne. I stedet fokuseres meget på de mennesker, der havde med chimpansen at gøre, og flere af dem er kun interessante til en temmelig lav tærskel.

    Absurd projekt
    Fascinationskraften ligger alene i det absurde projekt, der overhovedet ikke tog hensyn til dyrets krop og sjæl, og her savner man mere abeblod, sved og tårer - også selvom dyret af naturlige årsager kun lærte tegnsprog.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2011, Storbritannien, USA, Dokumentar, Dyr på film, 93 min.

    Dansk titel: Project Nim
    Instr: James Marsh Prod: Simon Chinn Manus: Elizabeth Hess Baseret på: bog af Elizabeth Hess Foto: Michael Simmonds Klip: Jinx Godfrey Mus: Dickon Hinchliffe
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • SUNDANCE - Directing Award
    • SUNDANCE-N - Grand Jury Prize-nominering