Sommeren '92 (2015)

    Det danske fodboldlandshold kvalificerede sig til EM-slutrunden i 1992 på et afbud og vandt stik imod alle odds turneringen.


    HISTORIE PÅ GRÆS

    "Sommeren '92". Mere behøver man ikke at sige for at komme i godt humør, hvis man er blandt eliten, der oplevede EM-slutrunden i Sverige og dens for det danske landshold meget særprægede optakt.

    Oplagt stof til en spillefilm
    Så allerede i dette faktum har man stof til en spillefilm, og året efter landstræner Richard Møller Nielsens død i 2014 kom den så; Kasper Barfoeds fortolkning af den nationale fodboldfest, som ingen havde set komme.

    Sprødt tidsbillede
    Det er lige før, at "Sommeren '92" kan bruges som lægeordineret middel mod dårligt humør, i hvert fald hvis man selv var aktør i folkefesten, aktiv eller passiv. For selvom Barfoeds film langt fra er rendyrket komedie, indfanger den mange komiske situationer i og omkring det broget sammensatte fodboldhold, ikke mindst i et spot on crispy tidsbillede.

    Veloplagt skuespil
    Flere af de veloplagte skuespillere ligner faktisk fodboldstjernerne ret godt, og man har taget sig god tid til at studere idolernes særkender, helt ned til stærke kendetegn i ansigtsmimik. Bedst og overskyggende er Ulrich Thomsens som filmens markante hovedperson: "Sommeren '92" er mere end noget andet en biografi om Richard Møller Nielsen.

    Gennemsympatisk portræt
    Thomsen former et gennemsympatisk portræt af den knalddygtige og jordnære fynbo, som ingen har tillid til. Det er et af flere stærkt identificerbare elementer, der perspektiverer de fodboldfaktuelle højdepunkter. Et andet er Kim Vilforts hjerteskærende hjemlige krise med et kræftsygt barn.

    Historie på græs
    Den fodboldtossede får gåsehud, hver gang en kampdetalje genfortælles. Her er kombinationen af arkivfilm og genskabelse på græs optimal, og man bliver revet med af de historiske begivenheder, som man bestemt ikke kan få genfortalt ofte nok - og det var alt for længe siden, indtil Barfoed kom med sin film.

    Uden store armbevægelser
    Den dramatiske komedies fortællestil er generelt uden de store armbevægelser, og man glæder sig over rolig kameraføring og tid til eftertanke i detaljen - ikke mindst når Møller Nielsen gør sig sine taktiske overvejelser.

    Afmålt brug af musik
    Den pænt nedtonede filmmusik viser sit ansigt i nogenlunde afmålte blokke, men kan være for dominerende, særligt i scener af mere følelsesladet karakter.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2015, Danmark, Storbritannien, Drama, Biografi, Sport, 93 min.

    Dansk titel: Sommeren '92
    Instr: Kasper Barfoed Prod: Nina Bisgaard, Meta Louise Foldager, Kris Thykier Manus: Anders Frithiof August, Kasper Barfoed Foto: Marcel Zyskind Klip: Benjamin Binderup, Anders Albjerg Kristiansen Mus: Lorne Balfe, Jeppe Kaas
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • BD-N - Bedste film
    • BD-N - Bedste skuespiller (Thomsen)
    • BD-N - Bedste birolleskuespiller (Henning Jensen)
    • BD-N - Bedste birolleskuespiller (Smed Jensen)
    • BD-N - Bedste birolleskuespillerinde (Christensen)
    • RB - Bedste skuespiller (Thomsen)
    • RB-N - Bedste film
    • RB-N - Bedste manuskript
    • RB-N - Bedste birolleskuespiller (Henning Jensen)
    • RB-N - Bedste birolleskuespiller (Følsgaard)
    • RB-N - Bedste scenografi
    • RB-N - Bedste makeup
    • RB-N - Bedste klipning
    • RB-N - Publikumsprisen