Joe (2013)

    En mand med rod i privatlivet møder en 15-årig dreng og får indsigt i dennes voldelige far. Men manden har selv en voldelig side.


    TYNDT TEXASDRAMA

    Svært skuffende indlandsdrama der ellers høstede både priser og topkarakterer: "Joe" er en ufokuseret og uinteressant film, der aldrig kommer i omdrejninger.

    Slår træer ihjel
    Joe er chef for en lille gruppe ’skovarbejdere’. De sørger for at slå træer ihjel med gift, så området siden kan beplantes med mere rentable sorter.

    Voldelig far
    Da den 15-årige Gary kigger forbi og ønsker et arbejde, hyrer Joe ham med det samme. Snart får Joe indblik i, hvordan Garys far tæver ham - men Joe har selv en voldelig side, der tidligere kostede ham tid bag tremmer.

    En stærk historie?
    Instruktør David Gordon Green vil meget gerne fortælle en stærk historie, og med et potent romanforlæg burde der har været lagt brænde på filmbålet.

    Håbløs lydvoldtægt
    Men "Joe" stikker i alt for mange retninger. Der er ingen af personerne eller deres respektive hårde liv, der rigtig kradser. Det hele preller af på overfladen, godt hjulpet på vej af en håbløs lydvoldtægt fra den mærkeligt upassende filmmusik.

    Spildte kræfter
    Så det er mere eller mindre spildte kræfter over hele linjen. Filmen lykkes passabelt i sin skildring af "Det mørke Texas", men hverken voldelig og alkoholiseret far (spillet af en den ukendte hjemløse, Gary Poulter, der døde på gaden kort tid efter indspilningerne), voldelig men dybest set sympatisk Joe eller nuttet og uskyldig Gary giver for fem flade øre eftertanke.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2013, USA, Drama, Thriller, Teenagere, 117 min.

    Dansk titel: Joe
    Instr: David Gordon Green Prod: David Gordon Green, Lisa Muskat, Derrick Tseng, Christopher Woodrow Manus: Gary Hawkins Baseret på: roman af Larry Brown Foto: Tim Orr Klip: Colin Patton Mus: Jeff McIlwain, David Wingo