Tracks (2013)

Man skulle tro, at en hyldestfilm til fred og selvvalgt ensomhed dyrkede freden og fordrageligheden. Men i tilfældet "Tracks" bliver publikum med denne forhåndsantagelse slemt skuffede.

Træt af storbyen
"Tracks" er historien om den unge australske kvinde Robyn, der er kørt træt i storbyens trummerum og sætter sig for at krydse ørkenen egenhændigt, godt nok med følgeskab af sin hund og et par dromedarer.

Drømme om idyl
Men drømmene om idyl og fred i sjælen står ikke helt mål med virkeligheden: Robyn er nødt til at acceptere, at en fotograf fra National Geographic skal passe hende op flere steder på rejsen, ellers kan hun ikke få det til at løbe økonomisk rundt.

Vanskelig idyl
Men så kan Robyn jo passende smide et par af sine krav ud med det interimistiske badevand i ørkenen. Når hun nu ikke kan få det hele for sig selv, hvorfor så ikke udnytte situationen og kysse lidt på fotografen?

Traske, traske
Robyn trasker videre gennem det rødbrune sand. Så gør hun holdt og slår lejr. Så trasker hun lidt igen. Så drikker hun lidt vand og klapper en af sine dromedarer. Så mødes hun med fotografen og bonder lidt med et par indfødte.

Ikke under huden
"Tracks" kunne helt sikkert have været en både flot og forførende film, men tilgangen tillader ikke den nødvendige fordybelse. Først og fremmest fænger Robyns projekt ikke. Filmen evner ikke på noget tidspunkt at komme under huden, og det hjælper ikke på troværdigheden, at stort set samtlige 112 minutter er komplet svøbt i Garth Stevensons feel good-musik.

Usammenhængende stemninger
Tilbage sidder man med en lang række usammenhængende stemninger af "ung kvinde i sand". Uden at nogle af dem egentlig kradser i lakken. At billedsiden er forventeligt smuk spiller en vigtig rolle, men samtidig er dette kun et plaster på såret i en film, der slet ikke evner at forme den nødvendige psykologiske intensitet.