12 Years a Slave (2013)

Klassisk retfærdighed-sker-fyldest-drama i historisk kontekst – baseret på virkelige hændelser: "12 Years a Slave" er forudsigelig højdramatik, men også en flot slavehistorie, der vokser med opgaven.

Solgt som slave
En veluddannet og højt estimeret sort mand med en lille kernefamilie bliver en dag kidnappet af hvide bagmænd, og da han vågner op, er han lænket og klar til at blive solgt som slave til hvide rigmænd. Nu begynder 12 lange og sorte år som slave, hvor det gælder om at holde humøret bare nogenlunde oppe i bomuldsmarkerne, indtil pludselig retfærdigheden stikker snuden frem.

Kvælende støj-start
Filmen starter temmelig frygteligt i et ubegribeligt støjende virvar, der overhovedet ikke finder fodfæste: Kulminerende i en lang sekvens, hvor musikken tager kvælende overhånd. Men det filmiske mirakel sker, at instruktør Steve McQueen herefter tager de rigtige valg, og filmen former sig nu som en rolig, billedligt smuk rejse – stort set uden underlægningsmusik.

Skønhed alene
Nu kan det psykologiske drama få lov til at stå alene, så man har chancen for at nyde de smukke billeder i sart reallyd, hvor naturens kulisse inddrages på langt mere virkelighedsnære præmisser.

Tiltagende intens
I denne form trækkes nerverne i skuespillet også langt stærkere frem og blottes i et tiltagende intenst samspil på flere sanseparametre: Chiwetel Ejiofors hovedrollepræstation har den rette kuelsens glans, mens Michael Fassbender brænder igennem som alkoholiseret sadist. Benedict Cumberbatch udgør en af få sympatiske hvide i et generelt meget hårdt optrukket sort/hvidt scenarie. Brad Pitt bliver frelseren, der kommer ind fra højre.

Moden film
Med lidt tålmodighed former "12 Years a Slave" sig således til en stærk og moden film, hvor sentimentalitetens slagsider flankeres af en markant styrke i spil og teknisk elegance.