Escape Plan (2013)

    En agent agerer fange i topsikrede fængsler for at finde mulige flugtveje, men en dag har bagmænd besluttet, at han skal forblive bag tremmer.


    TREMMERUSKERI

    Endelig – fristes man til at sige – kan man opleve Arnold Schwarzenegger og Sylvester Stallone i hovedroller i samme film. Og dét kommer der den forventede portion stenansigt og humor ud af: "Escape Plan" leverer varen som en ægte fængselsfilm med flere moderne twists.


    Vellønnet ekspert-agent
    Stallones Ray Breslin er vellønnet ekspert-agent udi kunsten at lade sig fængsle med det formål at finde flugtveje. Da han får en særopgave på et nyt og særdeles topsikret fængsel, ved han ikke, at bagmænd under ledelse af fængselsinspektøren har skumle planer om at lade ham forblive bag tremmer til evig tid. Heldigvis møder Breslin den firskårne fange, Schwarzeneggers Rottmayer, der er godt træt af livet bag tremmer, og som er villig til at gå hele vejen i Breslins komplekse flugtplan.

    Humoren er central
    Humoren er central i denne filmoplevelse. Ikke at den stjæler billedet: Filmen er metal, beton og armeret plast flankeret af Stallones og Schwarzeneggers pansrede 60+ muskelkroppe.

    Skæve morsomheder
    Men især Schwarzeneggers rolle byder ind med friske og skæve morsomheder, som fx da han får et fingeret panikanfald i sin isolationscelle og taler sort – på østrigsk!

    Rendyrket actionhelt
    Stallone er mere rendyrket actionhelt med nedadhængende mundvige og fingeren på værktøjskassen: Hér henter filmen sin anden store underholdningsværdi i planlægning og eksekvering af potent flugt over betonstok og sten.

    Friske pust
    Kulissen er mørk og grå: Fængselshyggen fornægter sig ikke, og som genrefilm byder "Escape Plan" i Mikael Håfströms fornuftige iscenesættelse ind med friske pust og fornyende vildskab.



    Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2013, USA, Action, Krig, Fængselsfilm, 115 min.

    Dansk titel: Escape Plan
    Instr: Mikael Håfström Prod: Robbie Brenner, Mark Canton, Remington Chase, Randall Emmett Manus: Miles Chapman, Jason Keller Foto: Brendan Galvin Klip: Elliot Greenberg Mus: Alex Heffes