All Good Things (2010)

Her er et skoleeksempel på, hvordan en god film kan blive til decideret makværk, eller fra all good things til all bad things. I begyndelsen er vi vidner til en film, der har det hele: Ungdommelig charme, kærlighed og længsel, stærk udstråling og spændende udviklingsmuligheder. Der er også ro over filmen i denne lange og smukke indledende fase. Ingen overdreven brug af filmmusik og generelt en betagende historie nede på jorden.

Bestialsk omsadlen

Baseret på virkelige hændelser må man selvfølgelig overgive sig til det reelt bestialske turn over i plottet, men derfor kan man ikke bare på samme måde acceptere instruktørens ligeså bestialske omsadlen til det rædsomt ringe udi måden at dreje sin film på.
 

Ren idyl - eller..?

Det unge par David og Katie forelsker sig og bliver gift. Alt er tilsyneladende den rene idyl. Men David gemmer på en hemmelighed, der er fuldstændig skjult for hans godhjertede kone: Som barn var han vidne til, at hans mor kastede sig i døden. Nu bærer han som voksen på store traumer, der er ved at udvikle sig til en ganske alvorlig psykose.
 

Dårlig til at læse signaler

Katie forstår ikke Davids signaler - og snart er det for sent. David kan slet ikke kontrollere sig selv i det eskalerende vanvid, og samtidig er han styret af sin dominerende far, der tvinger ham ind i ejendomshandel; en gesjæft, der har gjort familien stinkende rig.

Filmen knækker på midten
Det lyder alt sammen langt mere spændende, end det reelt er. For i Andrew Jareckis iscenesættelse læsses der så mange ekstreme virkemidler på, at filmen knækker midt over med et brag for fuldt slagtøjsorkester.

Som nat og dag
Det er et sjældent set scene- og stemningsskifte i en film, der ellers lægger så fint ud. Det er næsten umuligt at fatte, at der er tale om én og samme film, for fortællestilen er fuldstændig som nat og dag i de to forskellige "dele". I den svulstigt oppumpede psykose- og volds/mords-halvdel dikterer en evigt brummende og særdeles kvælende filmmusik pludselig begivenhederne, ligesom den tidligere kærlige grundighed afløses af sensations-liderlig overdramatisering.

Stærkt skuespil
Alt dette ændrer ikke ved en lille håndfuld fine skuespillerpræstationer. Ryan Gosling er stærk, særligt som "normal", ligesom Kirsten Dunst udstråler den rette forelskede hjertelighed. Blandt birollerne glæder man sig særligt over Frank Langellas kølige faderfigur.