Tommy (2010)

    Portræt af hele Danmarks knapt så finkulturelle popkunstner, Tommy Seebach.


    HITMAGERENS SKÆBNE

    Børn og voksne af 80'erne og 90'erne mindes Tommy Seebach med lige dele anstrengte smil og taktfast vippende bentøj.
     

    Dansk popmusiks største ørehængere

    Om man vil det eller ej, komponerede Tommy Seebach nogle af den danske lette popmusiks største ørehængere i denne periode, og når man genhører dem i Sami Saifs hjertelige dokumentar-portræt, går det for alvor op for en, hvor dygtig en hitmager Seebach var.
     

    Ingen grænser for succesen

    Efter at Seebach gik solo ovenpå en glorværdig tid i bands, begyndte succesen for alvor at melde sig. Da han for første gang vandt Melodi Grand Prix sidst i 70'erne, var der ingen grænser for, hvor vidt Seebach kunne drive det.
     

    Åbenhjertige interviews

    Men han vægtede samtidig familielivet meget højt, og dokumentaren beskriver gennem åbenhjertige interviews med Tommys nærmeste familie og samarbejdspartnere, hvordan balancen mellem karriere og privatliv ofte var vanskelig.
     

    En lang og smertefuld deroute

    Der kommer et tidspunkt i 90'erne, hvor danskerne ikke længere gider høre Seebachs musik, i særdeleshed ikke i grand prix-sammenhæng, og det bliver starten på en lang og smertefuld deroute for Tommy, ledsaget af masser af alkohol.

    En ivrig start
    Dokumentarfilmen kan i perioder drukne sig selv, da Sami Saif vil det hele på en gang, og det er særligt påfaldende i de første tyve minutters tid. Arkivklip, interviews og musikstumper falder over hinanden i præsentationsfasen, så det er umuligt at finde sig til rette og falde til ro i Seebachs univers.

    Samling på elementerne
    Hvad man har brug for er længere klip på alle felter, og det lykkes heldigvis hen ad vejen at få mere samling på de enkelte elementer, så også stemningen kan sættes hen imod slutningen, der er oprigtigt rørende.

    Ørehængere på godt og ondt
    Seebachs hits er ørehængere - på godt og ondt - men virkelig markant dygtigt skruet sammen. Dokumentaren er med til at skabe respekt for manden og hans musik i den genre, han valgte at sætte alt ind på.



    Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2010, Danmark/KortDok, Dokumentar, Biografi, Musik, 75 min.

    Dansk titel: Tommy
    Instr: Sami Saif Prod: Peter Bech Manus: Lars Kjeldgaard, Sami Saif Foto: Anders Löfstedt Klip: Martin Schade, Jacob Thuesen, Camilla Ebling Mus: Tommy Seebach
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • CPH - Danish Dox Award-nominering
    • RB-N - Bedste dokumentarfilm