JCVD (2008)

Der er givetvis rigtigt mange Jean Claude Van Damme-fans over hele verden, der er blevet voldsomt skuffede over denne kvikke lille overraskelse af en film.
 

Lettere intellektuel film

For den er alt andet end vanlig hjernedød action med mere end slet skuespil - som jo ellers er Van Dammes varemærke. Tværtimod er der tale om en udfordrende og egentlig lettere intellektuel film, der bryder med normale narrative spilleregler.
 

En kende søgt

Jeg vil ikke modsige dem, der hævder, at fortællestilen er en kende søgt. Man har tidligere bevidnet talrige film, der kikset forsøger at overraske og overrumple ved at tage tempoet ud, gentage sekvenser og vende op og ned på tid og sted.

Dobbelt overraskelse
Ikke desto mindre udgør "JCVD" en dobbelt overraskelse, der er fræk som en slagterhund. Det er nemlig ikke så meget selve den narrative spejlvending og alle de særprægede indgange til at fortælle historien, der er filmens store plus.

Spiller sig selv
Det er en langt større overraskelse, at Jean Claude Van Damme ved at spille sig selv i en tragikomisk film rent faktisk beviser, at han ikke er en talentløs skuespiller. Van Damme er i filmens plot midt i en trættende retssag (der i øvrigt rummer megen livlig selvironi), og han haster af sted til posthuset for at overføre nogle vigtige penge til sin advokat. Skæbnen vil imidlertid, at han bliver taget som gidsel af et lille kuld røvere, der straks meget behændigt udnytter kendissen til at lade omverdenen tro, at han er den onde røver.

Aparte situation fra flere vinkler
Filmen går herefter med at skildre den aparte situation fra flere vinkler, hvilket blandt andet indebærer sprælsk omgang med tidsdimensionen.

Kvasi-intellektuelt image
Den grumsede og let formørkede fotografiske filtrering forstærker filmens kvasi-intellektuelle image, og da Van Damme på et tidspunkt højtideligt hejses op fra begivenhedernes hektiske stress for at bekende sine dybeste følelser direkte til kameraet, er vi virkelig ude hvor Van Dammes sædvanlige fans må være løbet skrigende væk.

Fint afmålt selvironi
Det er langt hen ad vejen den fint afmålte selvironi, der bærer det særprægede plot på hænder og fødder. Samtidig glæder man sig over, at der ikke er et konstant bombardement af lydeffekter og filmmusik. Filmen er langt fra musik- og lydløs, men anvendelsen er mere i tråd med den bizarre stil end en misforstået stemningsforlængelse.