The Boy in the Striped Pyjamas (2008)

Denne britisk-amerikanske co-produktion ligner så absolut mest af alt en billig tv-film, selvom der ikke er sparet på det polerede look.

Primitiv anglificering
Der er vel ikke dén scene i filmen, der ikke er "nuttet" arketypisk - tilført en jammerligt timet og gennemført primitiv anglificering af alle personer. Vi har den grumme nazileder, hans naive kone, der bryder sammen (i tyndslidt elendigt skuespil), da hun erfarer, at man brænder jøder af i flæng i hendes nye baghave.
 

Skræller familiens kartofler

Vi har desuden den ekstraordinært svækkede (men ikke tilsvarende ekstraordinært svækket udseende) jøde, der i stribet "pyjamas" - sådan oplever drengen det - skræller familiens kartofler.
 

Pyssenysset og naiv

Og så har vi drengen i hovedrollen, den pyssenyssede, lille, naive flyvemaskinedreng iført små tweed-shorts og trutmund, der glad og i gadedrengeløb finder naboens elektriske hegn en underlig hindring. Storesøster udvikler - i kraft af undervisning fra en privatlærer - stor sympati for Hitler-jugend. Det kan da kun ende galt?

Aldrig gribende
Den altid ørehænger-duelige James Horner har skrevet en sovset musik, (som sædvanlig) med synthesizer-strygere, der synes at passe perfekt til dette lille nuttede drama. Selvom historiens skal er barsk og tragisk, er det alligevel arketyperne, der dominerer. Det betyder, at begivenhederne aldrig bliver gribende. Tilbage er en poleret strimmel nuttet nonsens.