The Three Burials of Melquiades Estrada (2005)

Tommy Lee Jones spillefilmsdebuterer med dette grænsedrama med hver sin fod i USA og Mexico. Det mest spektakulære ved filmen er dens absurd centrale rolle til et lig i opløsning, ellers er der ikke meget bid i en generelt ujævn filmoplevelse.

Blødt selvtægtsdrama
Dybest set er filmen blot endnu et selvtægtsdrama, hvor det blot er Lee Jones' lidt mere bløde og tænksomme Pete Perkins, der tager loven i egen hånd.
 

En helt særlig rejse

Det gør han, da sheriffen ikke vil gøre noget ved en drabssag, der har personlig betydning for Pete. Hans gode ven og kollega er nemlig blevet skudt og begravet af en arrogant grænsebetjent, og Pete har lovet sin ven at begrave ham i hjembyen, skulle han mod forventning dø før sin ældre kollega.

Fast greb i nakken
Med et fast greb i nakken på den arrogante betjent og liget på slæb, begiver Pete Perkins sig over grænsen til Mexico mod den afdødes ukendte landsby. Den kontante selvtægt er ind imellem sej underholdning, men i Lee Jones’ noget ujævne iscenesættelse også eneste reelle samlingspunkt.

Grænseland mellem drama og komedie
Der er ikke rigtigt bid i historien, der hele tiden befinder sig i grænselandet mellem drama og komedie uden at være hverken eller.

Hjertelig følgesvend
Lee Jones’ afdæmpede skuespil er det meste af tiden en hjertelig følgesvend gennem det barske grænseland, ligesom Barry Pepper yder filmen fine øjeblikke som den hårdt prøvede grænsebetjent underlagt Petes lov.
 

Med stemningspotentiale

En bemærkelsesværdig lille skæv historie - og hvis den var ladt alene uden Marco Beltramis musik - med stemningspotentiale. Filmen vandt store priser ved festivalen i Cannes, for bedste manuskript og Lee Jones for bedste hovedrolle - og filmen var desuden indstillet til Den Gyldne Palme.