Äideistä parhain (2005)

Dette finsk/svenske krigsdrama forsøger at udspartle et mindre filmhistorisk hul: Skildringen af fragten af finske krigsbørn til Sverige under 2. verdenskrig.
 

Skånsk depotdreng

Med knægten Eero som omdrejningspunkt dramatiseres forholdene i en konkret kontekst, og Eeros "forvandling" fra finsk dreng til skånsk depotdreng bliver i al sin intimitet en vedkommende affære.
 

Genert, men viljestærk

Eero er en genert, men viljestærk knægt, hvis ophold i Skåne fra begyndelsen mærkes af, at hans nye mor Signe Jönsson indædt havde ønsket sig en pige, og derfor nu er tvær og hård ved drengen.

Dobbelt pinefuldt
Opholdet på gården i Skåne bliver derfor til at begynde med dobbelt pinefuldt for Eero, da han både længes hjem til sin mor i Finland, og udstødes af sin nye mor i Skåne. Med tiden skal det dog vise sig, at der ligger et moderligt, kærligt og opofrende potentiale skjult i mor Signe, men det holder hårdt og koster mange kræfter.

Blafrende fløjl
Filmen er et stykke blafrende fløjl, der ømt kærtegner det sarte tema, og hvor klichéerne trives både billedligt og i fortællestilen. Som sådan indfries det forventelige, og der ligger ingen vilje gemt til hverken at overraske eller forføre.

Kantede tegninger
Potentialet ligger ene og alene i de kantede tegninger af forholdet mellem mor Signe og drengen Eero, og hér får filmens instruktør Klaus Harö hentet en række stjernestunder, om end sovset ind i den forventeligt rørstrømske filmmusik og højglanspolerede kamerature.

Redegørende stil
Perspektivet er mere historisk-antropologisk end det er barnets, og det er netop denne lidt redegørende stil, der skaber en kølig distance til begivenhederne - men hullet i filmhistorien lukkes, og emnet er nu beskrevet på det store lærred.