The Silent World of Nicholas Quinn (1987)

Inspector Morse, sæson 1:

The Dead of Jericho (1987)

The Silent World of Nicholas Quinn (1987)

Service of All the Dead (1987)

Inspector Morse lader sig igen modvilligt afbryde fra hverdagens små oaser med krydsord og klassisk musik for at kaste sig ind i en mordsag, der bevæger sig ind i Oxford-universitetets dekadente ledelse.
 

Mundaflæsningen kunst

Den næsten døve universitetslektor Nicholas Quinn har en fabelagtig evne til at mundaflæse, og således aflæser han en samtale til et cocktail party i akademiske kredse, en samtale der afslører forkastelige omgange med universitetets eksaminationsmetoder. Ikke længe efter findes Quinn død, angiveligt forgiftet, og Morse finder relativt hurtigt tråden ind i universitetets magtfulde kontorer.
 

Beundringsværdig omhyggelighed

Karakteristisk for Morse-serien er den beundringsværdige omhyggelighed, hvormed hverdagen, miljøet og stemningerne omkring Oxford beskrives. Det er sjældent og kærkomment, at en tv-serie fordyber sig i det egentligt fundamentale, dvæler længe ved det helt enkle og ikke på noget tidspunkt puster sig op og spreder pragtfjerene: Se mig, hør mig. Morse forbliver helt nede på jorden - men Gud, det er jo næsten sådan verden ser ud i virkeligheden: Kan man virkelig tillade sig at producere sådan noget til fjernsynet?
 

En serie for de kræsne

Således meget langt fra springende klip, håndholdt kamera, sødladne krukkemelodier, elektronisk lyddesign og biljagt med 16 kameraer, er Morse en serie for den tålmodige, kræsne og - bevares - lidt sofistikerede tilskuer, der ikke nødvendigvis skal have tjubang for at blive underholdt.
 

Uanede muligheder

Styrken i Morse-serien ligger i særdeleshed i hovedrollekarakteren, der har næsten uanede muligheder for at udvikle og spille på alle facetter af rollen, finde nye dybder og detaljer, der skaber stærkere identifikation og højere menneskelig interesse.
 

Spil på detaljerne

Denne anden episode er måske i virkeligheden første episode, hvor John Thaw har lejlighed til at spille på detaljerne i sin karakter, og den rolige og meget udramatiske fortællestil, der passer perfekt i et dekadent og borgerligt miljø, skaber rigtig meget plads til detaljen. Man savner i denne historie dog flere indspark, og Morse kunne have brugt mere modspil fra historiens lidt vagt skrevne bipersoner.