I racconti di Canterbury (1972)

Sammenhængende film:

Il Decameron (1971) 

I racconti di Canterbury (1973)

Il fiore delle mille e una notte (1973)

"I racconti di Canterbury" er Pier Paolo Pasolinis anden film i trilogien om livet. Begivenhederne i filmen er baseret på et middelalderligt digt fra "The Canterbury Tales" af Geoffrey Chaucer.
 

Konsekvent brug af humor

Pasolini bruger konsekvent humoren som sin metode til at formidle de semipornografiske og lystbetonede scener. Emnet er jo så kontroversielt, at det ikke er noget, man bør tale højt om. Men Pasolini var ikke bleg for at filmatisere et fortrængt kapitel i det menneskelige væsen: Begæret.
 

Fragmenteret middelalder-indføring

Denne anden film i Pasolinis livstrilogi efterfølger Il Decameron (1971) og er en endnu mere fragmenteret indføring i middelalderlig lyst, liderlighed og sex på tværs af både køn og generationer.

Seksualitetens mørkekammer
Pasolini, der selv var homoseksuel, har en tydelig interesse i at skildre netop denne side af seksualitetens mørkekammer, og talrige scener har således homoerotisk indhold.
 

Vigtig samlende fællesnævner

Den komiske og pjattede tilgang til både det seksuelle og historiske i filmen er en vigtig samlende fællesnævner mellem de talrige små historier, der kan synes usammenhængende og uden mening.
 

Begær i middelalderen

Konteksten er imidlertid begæret i middelalderen. Pasolini gengiver - mere eller mindre frit - Chaucers nedskrevne lystdigt og skaber et filmunivers, der ikke lader sig beskrive for uindviede. Farvestrålende i al sin liderlige intensitet, veloplagte skuespillere og fin musik af Ennio Morricone.