Manhattan (1979)

De fleste Woody Allen-film er snakkefilm, og "Manhattan" er bestemt ingen undtagelse. Der bliver snakket bogstavelig talt uafbrudt: især Woody Allens egen karakter Isaac Davis lider af taledelirium, men også hans veninde/kæreste Mary (Diane Keaton) og ekskonen Jill (Meryl Streep er de rene symaskinenåle.

Ivrige replikker
Det er ikke nødvendigvis nogen svaghed ved filmen, at der bliver snakket meget. Det kan man få meget godt ud af, men det skaber unægtelig en noget stresset atmosfære, når man konstant skal lægge øre til replikker, der ofte er en kende fortænkte og ivrige. Woody Allen pakker dog sine replikker pænt ind i denne veloplagte komedie: den sort/hvide kulisse, der udgør portrættet af New York-delen Manhattan er æstetisk og fascinerende.

Manhattan bliver forførende kunst
Allen opnår en række fortryllende effekter i kameralinsen, og visuelt står "Manhattan" meget stærkt og mindeværdigt. Akkompagneret af George Gershwins orkesterværker, særligt "Rhapsody in Blue", bliver bydelen i Allens optik et stykke forførende kunst.
 

For en særlig smag

Allens stil og væsen er for en særlig smag. I "Manhattan" udstråler han dog en selvironi, der ikke synes påklistret, og hans lille og i sig selv komiske statur passer genialt i den ynkelige hovedrolle.

Kvinder i topform
Der er afdæmpet og betagende modspil fra unge Mariel Hemingway i rollen som den 17-årige Tracy, ellers fører kvinderne sig frem og spiller pingpong med Allen. Både Diane Keaton og Meryl Streep er i topform.