The Woman in Red (1984)

    En lykkelig karrieremand får vendt op og ned på tilværelsen, da han møder en tiltrækkende kvinde.


    SVAGSTRØMSKOMEDIE

    "The Woman in Red" er en svagstrømskomedie med meget få morsomme indlæg. Filmen svømmer i ældgamle klichéer om kærlighedens magt og elskovsrusens vælde, og det eneste bemærkelsesværdige ved Gene Wilders film kan man ligeså godt lukke øjnene for at få "øre" på - det er nemlig Stevie Woders herlige sange, der senere er blevet vanvittigt populære.

    En sexet yndling
    Gene Wilder spiller selv hovedrollen som den travle karrieremand, der lever en lykkelig tilværelse med kone og børn. Men en dag i parkeringskælderen får han øje på en kvinde klædt i rødt - en særdeles sexet yndling, hvis g-streng blottes, da hun ved et tilfælde danser moderne over en Marilyn Monroe'sk trækvind.

    Skønheden må erobres
    Så er karrieremanden leveret! Han bare have fingre i den rødklædte kvinde, og han ringer til hende. Tro det eller ej, de to begynder at se en del til hinanden, mere og mere, og alt tyder faktisk på, at Wilder har erobret skønheden.

    Ingen skønhedsåbenbaring
    Udmærket, tilpas overspillet skuespil. Gene Wilder kan heldigvis godt være rigtig morsom, bl.a. fordi han ikke ligefrem er en skønhedsåbenbaring (og heller ikke lægger skjul på det).

    Den supersexede sild i rødt spilles af Kelly Le Brock, der taler med en fin britisk accent. I rollen som Wilders kone ses Judith Ivey, mens Charles Grodin har en fin birolle som Wilders spasmagerven, der viser sig at være bøsse.

    Sjove scener
    Man må slippe latteren løs, når Wilder forsøger at ride på en hest, og ikke mindst da han er blevet formfuldendt klippet og friseret i et forsøg på at komme til at se mere delikat ud.



    Anmeldt i 2000 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1984, USA, Romantik, Komedie, 82 min.

    Dansk titel: Kvinden i rødt
    Instr: Gene Wilder Prod: Victor Drai Manus: Gene Wilder Baseret på: fransk film "Pardon Mon Affaire" Foto: Fred Schuler Klip: Christopher Greenburg Mus: John Morris
    Priser
    • AA - Bedste originale sang ("I Just Called to Say I Love You")
    • GG - Bedste originale sang ("I Just Called to Say I Love You")