The Killing Fields (1984)

Selvom denne svært dramatiske film er både spændende og smukt fotograferet, mangler den meget af det, der skulle have været til for at gøre den til en solidt holdbar filmoplevelse.

Udpenslede beskrivelser
Den største svaghed ligger i den meget langtrukne og udpenslede beskrivelse af en enkelt journalists arbejde under krigen. Instruktør Roland Joffé gør stort set kun brug af journalisten Sydney Schanbergs og dennes indfødte kollega Dith Prans indadvendte skuespil til at udtrykke spændingen i historien.

Koncentrationen forsvinder
Hermed mister tilskueren koncentrationen, og "The Killing Fields" udvikler sig i faretruende grad mod det kedsommelige.

Intense øjeblikke
Heldigvis er der en del meget intense øjeblikke i filmen, der gør, at man alligevel bliver hængende. De forholdsvis få gange, hvor man følger Dith Pran på flugt fra fangenskabet er meget intense og spændende, ligesom en sekvens omkring forfalskning af et pas er nervepirrende.

Kantet i helheden
Men disse spændende sekvenser kommer så underligt kantet ind i helheden, således at det faktisk føles som om, der er to film i filmen. Og det har næppe været hensigten.
 

Spændt rolle

Sam Waterson er lidt for "britisk-rar-hyggeonkel-med-fuldskæg" til den actionprægede og meget spændte rolle, mens Haing S. Ngor er mindeværdig som hans handlekraftige kompagnon.