Se til venstre, der er en svensker (2003)

    En kommende brud kontaktes af sin søsters ekskæreste. Søsteren er indlagt på den lukkede afdeling med udvidede kærestesorger.


    BLASFEMI UDSAT FOR DOGMER

    De danske dogmefilm:
    Festen (1998)
    Idioterne (1998)
    Mifunes sidste sang (1999)
    The King is Alive (2000)
    Italiensk for begyndere (2000)
    Et rigtigt menneske (2001)
    En kærlighedshistorie (2001)
    Elsker dig for evigt (2002)
    Se til venstre der er en svensker (2002)
    Forbrydelser (2004)

    Man skal ikke ret langt ind i denne dogmefilm, før man må konstatere, at instruktør Natasha ikke "lever op til" sit efternavn Arthy. Filmen er nemlig alt andet end "artig", den er ubehøvlet, grim, i og for sig latterliggørende, og nærmest blasfemisk i en cocktail af skildringer af tunge menneskeskæbner.

    Hjemvendt fra Afrika
    Sidse Babett Knudsen fyrer den af som den vordende brud, Katrine. Hendes mand Jonas får et kys på munden af Katrines gamle ven Thomsen, der overraskende vender hjem fra en lang rejse i Afrika.

    På psykiatrisk afdeling
    Thomsen rendte dengang fra sin kæreste, Katrines søster Mette, og nu ligger Mette på psykiatrisk afdeling og har det ad helvede til. Thomsens liv blandt bedårende afrikanske kvinder har givet ham HIV, som Katrine (meget "troværdigt") ringer til sygehuset og får erklæret, uden at fortælle det videre til Thomsen.

    Der gøres nar
    Sådan kører tingene derudad. Kim Fupz Aakesons manuskript er helt efter hans egen særlige og skæve bog. Det kan godt være, at det er moderne at gøre nar ad alt og alle, og det er også ok med sort humor - når bare den er sobert præsenteret.

    Latterliggørelser
    I denne dogmefilm farer latterliggørelserne gennem luften: HIV og AIDS (hahaha), psykiatrisk indlæggelse (hahaha), personalet (hahaha), bøsser og homosex (hahaha), vi gør med kirken, som det passer os (hahaha). Man sidder tilbage med et fuldstændig fastklistret ansigt. Ansigtsudtrykket "undren": Hvorfor? Det er da for dumt..

    Haltende spil
    Skuespillet halter fra ende til anden i en dogmefilm, der svigter mange af sine glimrende artsfæller og bestemt ikke synes at høre hjemme i det fine selskab.



    Anmeldt i 2005 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024