4240 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

Passenger 57
En førtidspensioneret sikkerhedschef kommer ufrivilligt op mod en slem forbryder ombord på et fly.
ULTIMATIVT DUMT
Fuldstændig intensitetsløs actionfilm med Wesley Snipes, der som førtidspensioneret sikkerhedschef sidder i et fly og forsøger at tage et minut ad gangen.

Med om bord viser sig at være en sindssyg forbryder - en massemorder med karaktertrækkene kold, arrogant, sarkastisk, klam, blond, utiltalende og absolut umenneskelig.

En gal morder
Med sig har denne morder en masse hjælpere, og snart har han dræbt de to FBI-folk, der skulle eskortere storforbryderen. Han dræber også lige et par af passagererne, bare sådan for at gøre opmærksom på sig selv.

En helt i lyse jeans
Men passager nr. 57 (=Wesley Snipes) får han ikke så let fat i. I lyse cowboybukser og en ikke helt tilknappet babyblå skjorte sørger den kortklippede sikkerhedschef gang på gang for at irritere og tirre den koldblodige morder.

Farvel i høj fart
Men morderen er ikke nem at rydde af vejen, så længe han har fat i de mange gidsler, som han hvert øjeblik kan vælge at plaffe ned. Det kræver en meget usandsynlig og livsfarlig heltegerning af Snipes at redde gidslerne og sparke morderen ud af flyet i høj fart, så denne skrigende kan begynde sin korte - men intense - færd mod den hårde jord et par hundrede meter nedefter.

Det hele, uden undtagelse, har vi set før, og man kan ikke lade være med at udpinde de efterhånden standardiserede b-actionfilms-klichéer, som "Passenger 57" er fyldt til randen med.

Ufrivillig ekstraopgave
Eksempel 1: Snipes er blevet træt af sit job som sikkerhedschef og vil trække sig tilbage. Alligevel må han ud på endnu en voldsomt livsfarlig opgave, skønt den er yderst ufrivillig.

En sur stewardesse
Eksempel 2: Snipes har gjort en yndig, sort stewardesse sur, fordi han under en sikkerhedsøvelse kritiserede hende for at handle overilet. Hun er naturligvis med om bord på den farlige flyvetur og er stadig sur.

Men alligevel bløder hun helt op, når først spændingen har lagt sig, og den pressede situation tillader, at hun glemmer at bære nag. I stedet forelsker de to sig i hinanden, så de i filmens stærkt vamle slutning arm i arm kan forlade flyet.

Latterlige karatetricks
Det er kort sagt ikke noget, der rykker, og man føler sig absolut ringe underholdt, når den smarte helt svinger sig rundt i landingsstellet, men især når han udøver sine mildest talt latterlige karatetricks - Vorherre bevares!

Blottet for humor
"Passenger 57" kunne passende få tilnavnet Mega Bad Action Effort No. 57, for selvom de stedvis teknisk ret veldrejede actionsekvenser indkasserer én ud af syv stjerner, så er filmen alt i alt voldsomt overfladisk og fuldstændig blottet for humor.
Anmeldt i 1996 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2016
Udskriftsvenlig udgave
Passenger 57

Karakter: 1 ud af 7Karakter: 1 ud af 7Karakter: 1 ud af 7Karakter: 1 ud af 7Karakter: 1 ud af 7Karakter: 1 ud af 7Karakter: 1 ud af 7
Fakta om filmen
1992, USA, Action, 80 min
Dansk titel: Passager nr. 57
Instr: Kevin Hooks Prod: Lee Rich, Dan Paulson, Dylan Sellers  Manus: David Laughery, Dan Gordon  Foto: Mark Irwin  Klip: Richard Nord  Mus: Stanley Clarke  
Medvirkende:
Wesley Snipes (John Cutter)
Bruce Payne (Charles Rane)
Tom Sizemore (Sly Delvecchio)
Alex Datcher (Marti Slayton)
Elizabeth Hurley (Sabrina Ritchie)
Bruce Greenwood (Stuart Ramsey)
Robert Hooks (Dwight Henderson)
Michael Horse (Forget)
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.