Olsen-banden over alle bjerge (1981)

Sammenhængende film:
Olsen-banden (1968)
Olsen-banden på spanden (1969)
Olsen-banden i Jylland (1971)
Olsen-bandens store kup (1972)
Olsen-banden går amok (1973)
Olsen-bandens sidste bedrifter (1974)
Olsen-banden på sporet (1975)
Olsen-banden ser rødt (1976)
Olsen-banden deruda' (1977)
Olsen-banden går i krig (1978)
Olsen-banden overgiver sig aldrig (1979)
Olsen-bandens flugt over plankeværket (1981)
Olsen-banden over alle bjerge (1981)
Olsen-bandens sidste stik (1998)
Olsen banden junior (2001)

De første ti minutter af den sidste film i serien om Olsen-Banden er et lidt for omfattende referat af den tolvte film, som "Olsen-banden over alle bjerge" er en direkte fortsættelse af.
 

En lang række planer

Dette referat afløses af en lang række planer, som Egon har, hvilket bl.a. fører banden til byernes by, Paris. Hér er direktør Bang-Johansen nemlig taget ned med de mange millioner. På sin vis er han taget af sted med ansvar for verdensfreden, så det er en stor sag for banden. Pengene skal de have fat i, ikke mindst fordi Yvonnes og Kjelds sølvbryllup meget snart står for døren.

Rød pengekuffert
Men som sædvanlig er det svært at holde på den røde kuffert, der indeholder alle pengene, og det bliver nødvendigt at organisere en hel del mindre planer for at kunne generobre. Det er disse småplaner der er det bedste ved denne trettende Olsen-bandenfilm.
 

Yvonne engageres

Yvonne engageres denne gang som falsk rengøringskone på SAS-hotellet. Den liderlige gamle buk af en rengøringsleder har svært ved at holde sig fra Yvonnes kurver, men Yvonne er ikke sådan at løbe om hjørner med, og så trænger der jo også gevaldigt til at blive tørret støv af.. På et af hotelværelserne ligger Bang-Johansen med sin kuffert, og han har hyret tre bodyguards til at passe på sig, men dem klarer Egon nemt.

Ikke den bedste i serien
Ikke den bedste af filmene. "Olsen-banden over alle bjerge" skulle være den sidste film, og med det i baghovedet skulle man synes, Balling og Bahs netop kunne have lavet en særlig morsom og frisluppen farce, hvor finalen ville være helt ustyrlig. Men historien er tvært imod blevet underligt træg og mangler mange steder gejst og humør. Ganske vist ligger humoren stadig på et meget højt plan, men opfindsomheden har ikke været i sin største trivsel.

Konstante smil
Indrømmes skal det, at der ikke er dét tidspunkt, man ikke sidder og smiler, det er en glad og livsbekræftende film, også selvom den på sørgeligste vis var den sidste af tretten vidunderlige danske farcer. Slutningen kunne have været mere original, mere åben. Som bekendt kom i 1998 en efternøler - film nr. 14 med den folkekære bande.