Olsen-banden på sporet (1975)

    Forbrydertrioen Olsen-banden tager De Danske Statsbaner til hjælp som et led i bandelederen Egons finurlige og nøje tilrettelagte plan.


    FORBRYDELSE BETALER SIG IKKE #7

    Sammenhængende film:
    Olsen-banden (1968)
    Olsen-banden på spanden (1969)
    Olsen-banden i Jylland (1971)
    Olsen-bandens store kup (1972)
    Olsen-banden går amok (1973)
    Olsen-bandens sidste bedrifter (1974)
    Olsen-banden på sporet (1975)
    Olsen-banden ser rødt (1976)
    Olsen-banden deruda' (1977)
    Olsen-banden går i krig (1978)
    Olsen-banden overgiver sig aldrig (1979)
    Olsen-bandens flugt over plankeværket (1981)
    Olsen-banden over alle bjerge (1981)
    Olsen-bandens sidste stik (1998)
    Olsen banden junior (2001)

    "Olsen-banden på sporet" er endnu en meget velfungerende, underholdende og livsbekræftende dansk komedie, hvor skuespillerne leverer fantastiske præstationer. Den kære bande er rejst til Mallorca med udbyttet fra sjette films kup. Men de kommer i vanskeligheder, da danske forbrydere stjæler pengene. Hjemme igen vil Egon have hævn, og selvfølgelig har han en plan.

    Alt er tilrettlagt
    En plan der involverer De danske Statsbaner. I fængslet har Egon lært sig køreplanen udenad, og alt er derfor timet og tilrettelagt. Uheldigvis har han glemt, at sommerkøreplanen træder i kraft midt i det hele.
     

    På skinner

    Alligevel lykkes det banden at generobre pengene, der ruller rundt på skinnerne i form af guldbarrer - i en pengetransport fra Franz Jäger i Berlin! Men kun midlertidigt, for lastvognen Benny har skaffet kan ikke holde til læsset, og de må stikke af fra politiet.

    Ivrig kriminalassistent
    Imens sørger Yvonne for at skaffe dem guldet på anden vis - ved at gå til politiet og melde de 90 millioner stjålet. Lige en sag for ambitiøse kriminalbetjent Holm, der har fået sagen prakket på af den travlt optagede kriminalassistent Jensen. Jensen er nemlig i gang med at arrangere en skovtursudflugt for politikorpset, og der skal jo skrives sange og købes næser og hatte.
     

    Som børn igen

    På statsbanerne føler Egon, Benny og Kjeld sig som børn igen. Det er sjovt at skifte spor, især for Kjeld, der jo altid har ønsket sig et elektrisk legetøjstog. Børge bliver en hjælpende hånd, da han, forklædt som trafikelev, sørger for at give Olsen-banden grønt lys, samtidig med at han imponerer trafikinspektøren og hans assistent i kontroltårnet.

    Hundehoveder & hængerøve
    Egons plan fungerer for en gangs skyld. For det meste vel at mærke. For engang imellem er Benny og Kjeld selvfølgelig stadig et par hundehoveder, hængerøve, lusede amatører, elendige klamphuggere, et par feje hunde og jammer-kommoder. Men det går over igen.

    Geniale detaljer
    Fyldt med geniale detaljer og vellykkede vittigheder samt helt uimodståeligt skuespil: Poul Bundgaard er eminent i karakteristikken af den barnligt ivrige Kjeld, og Morten Grunwald er veloplagt og sprudlende, Egon er knivskarp, ligesom Paul Hagen og Helge Kjærulff-Schmidt er ubetalelige som punktlige og ærefulde DSB-folk.

    "Småfed og almindelig"
    Læg mærke til Yvonnes signalement af bandens onde ånd, "Bøffen": "Han er nærmest småfed og almindelig", og bemærk ligeledes når Benny giver Kjeld en omgang: "Du er smæller-fed, mand". Biroller som revolvermanden Brian hæver også niveauet, så denne 7. film i serien er tæt på mesterlig.



    Anmeldt i 1994 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024