Die Mitte der Welt (2016)

    En ung mand vender hjem til sin mor og tvillingesøster. Han forelsker sig, men har svært ved at finde sig til rette, for alt er ikke ved det gamle.


    UNG HOMOKRISE

    17-årige Phil er centrum i dette tyske coming of age-drama, hvor kærlighed og familieliv sættes på spidsen. Phil har ikke været hjemme hos mor og tvillingesøster et stykke tid, og han fornemmer hurtigt, at der er et eller andet, der har forandret sig. Det er bare svært at sætte fingeren på, præcis hvad det er.

    Hed sommerkærlighed
    Meget af tiden hænger han ud med sin bedste ven, men da skolen skal til at begynde, bliver han hurtigt væltet omkuld af den lækre Nicholas (allerede i filmens første voice over har Phil fortalt os, at han er svans).

    Totalforvirret teenager
    De to indleder et hedt kærlighedsforhold, men heller ikke hér får Phil klare og entydige signaler. Snart er han totalforvirret, og jalousi og andre kriser sniger sig ind i billedet.

    Ikke vellykket
    "Die Mitte der Welt" er desværre hverken videre vellykket i sin homo- eller dramaformidling, to kernemuskulaturer i historien. Filmen har meget på hjerte, men instruktør og manuskriptforfatter Jakob M. Erwa har ikke styr på de mange følelser.

    Ud i tågerne
    Det kunne man selvfølgelig mene gik fint i tråd med historiens vaklende teenagertematik, men rent faktisk stikker filmens formidling langt mere af og ud i tågerne end ind i materien. Efter en lovende start står det derfor rimelig tidligt klart, at filmatiseringen af Andreas Steinhöfels roman ikke er i balance.

    Ung homoseksuel krise
    Louis Hofmann, der havde en fin rolle i Martin Zandvliets internationalt berømmede danske film, Under sandet (2015), skruer her charmen på udi kunsten at agere ung homoseksuel i krise, men filmen er desværre ikke befordrende nok til at lokke stor skuespilkunst ud af sine medvirkende.

    Forførerisk samvær
    Der er en smule tæft over det forføreriske samvær mellem Phil og Nicholas, hvor dampende hede nærbilleder fint indrammer begæret. Men fortællestilen generelt i filmen vidner om en usikkerhed, hvor alt for meget musik for eksempel forekommer at dække over den manglende balance.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2016, Tyskland, Østrig, Drama, Romantik, Homoseksuelt tema, Teenagere, Coming of Age, 115 min.

    Dansk titel: Center of My World
    Instr: Jakob M. Erwa Prod: Boris Schönfelder Manus: Jakob M. Erwa Baseret på: roman af Andreas Steinhöfel Foto: The Chau Ngo Klip: Carlotta Kittel Mus: Paul Gallister
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation