Phenomenon (1996)

Ultra-sødladen amerikansk fremstilling af en ganske almindelig landsbymands kvaler: efter at have set et "stjerneskud" på himlen, vågner George Malley op med nærved overnaturlige evner. Fra at have været jævn og jævnbyrdig med de lokale, kan George nu lære et nyt sprog på 20 minutter og læser i øvrigt hundredvis af bøger på rekordtid.

Et syn på himlen
Men hvad er det egentlig, der er sket med George? Måske får vi svaret hen imod slutningen, men teorien er langt hen ad vejen, at synet på himlen har sendt en ganske særlig energi gennem ham.

Urklassisk rørstrømsk
Instruktør Jon Turteltaub former en urklassisk rørstrømsk og helt igennem amerikansk forankret film ud af Gerald Di Pegos manuskript. En oplagt rolle til John Travolta, der på mange måder passer perfekt ind i det lidt mystificerede "hvad er der dog sket med George Malley"-univers.

Flødebollen udfoldet
Flødebollestilen er i hvert fald fuldt udfoldet, noget som den mandekrænkede Lace Pennamin (Kyra Sedgwick) falder stille og roligt og ganske forsigtigt for. Amors pile flyver gennem luften, men måske bremses kærligheden før tid.

Uortodoks kærlighedssaga
Et stykke hen ad vejen fascineres man på det jævne af den uortodokse kærligheds- og begavelsessaga. Når George lige pludselig kan alt, støder det mange venner væk men tiltrækker nye interessenter. Det er jo ikke hver dag, man render på en mand, der fx kan flytte en kuglepen med tankens kraft, vel?

Potentiel tåreperser
"Phenomenon" udarter sig snart til en potentiel tåreperser, hvis man falder på den klæbrigt sentimentale af slagsen. Og dét er Turteltaubs film, ganske helstøbt og egentlig fra ende til anden - komplet med voldbrugt pyssenysmusik af Thomas Newman.

Landlig idyl i udkants-USA
Når man alligevel hænger på, skyldes det bl.a. den pænt jordbundne optakt til de fantastiske hændelser og et generelt fint billede på landlig idyl i udkants-USA. Blandt John Travoltas modspillere er Forest Whitaker mest kompetent i en fin rolle som den generte Nate.

Tyk kliché
Robert Duvalls landsbylæge er en tyk kliché uden de store udfoldelsesmuligheder, og Kyra Sedgwick har ikke meget at byde ind med som det kærligt kvindelige islæt i Georges mærkelige liv.

Håndgribeligt vammel
Det er vel en kvalitet i sig selv, at man trods det håndgribeligt vamle bliver hængende. Mest fordi man er nysgerrig på, om Georges diagnose bliver stillet. Og det gør den - næsten da.