Orchidégartneren (1977)

    En ung og psykisk ustabil billedkunstner er fascineret af kvinder. Men han kæmper allermest med sine egne indre dæmoner og selvvalgte lidelse.


    DUEBLOD SOM KINDRØDT

    Mens Lars Trier endnu var indskrevet som studerende på filmvidenskab i København, kom han i forbindelse med kræfterne bag den entusiastiske Filmgruppe 16, der bl.a. havde ambitioner om at højne standarden på dansk amatørfilm, kunstnerisk og teknisk.

    Rynker på næsen
    Der blev rynket lidt på næsen ad den unge Triers forslag om at realisere "Orchidégartneren", løseligt baseret på Triers egen upublicerede roman. Men gruppen var alligevel villige til at satse lidt, og Trier kom på banen.

    Referencer
    Når man ser "Orchidégartneren" i dag, falder man straks over de mange detaljer, som Trier bruger som referencer i sine senere og internatioanel film. Det er på mange måder den film, der udgør støbeskeen- eller formen for Triers kommende oeuvre.

    Den kunstneriske frihed
    Historien er usammenhængende og i stedet båret af det kunstneriskes og avantgardismens frihed. Den unge og psykisk uligevægtige billedkunstner, Victor Marse (spillet af Trier selv), er fascineret af kvinder - på godt og ondt.

    Den selvvalgte lidelse
    Filmen kredser om Marses anstrengte personlighed, hans brister og mentale vanvid, der ind imellem kammer over - eller sådan antydes det i hvert fald. Det er den selvvalgte lidelse og dennes æstetik, der er kortfilmens bærende dramaturgi og visuelle udtryk.

    Dueblod som kindrødt
    Dialogen er sparsom. Her er i stedet en fortællerstemme, der fører os ind i Marses skæbne. Men uden at Marse eller hans handlinger egentlig retfærdiggøres eller forklares. Symbolikken tager over og drejer i stedet filmen ind og ud af det glade vanvid. Naziemblemer, Marse i dametøj, en due der får revet hovedet af. Dueblod som kindrødt.

    Ingen fjerlet symbolik
    Med andre ord ingen fjerlet symbolik, snarere er vi dybt nede i psykoanalysens mørkeste fortolkningslag, og den unge Trier er helt med på, i hvilken retning dét bærer filmoplevelsen.

    Usynkroniseret eksperimentalprojekt
    Det er netop noget af det, der er mest fascinerende ved dette usynkroniserede ungdoms-eksperimentalprojekt. Den godt 20-årige Trier har allerede fingrene dybt i fortolkningslagenens honningkrukke, og har et påfaldende mod til at gå hele vejen med grimhedens æstetik i vanviddets uforudsigelige indpakning.

    Kompromisløshed
    De elementer af skuespil, som man trods diffusiteten kan fremhæve, vidner også om en instruktør skåret ud af kompromisløsheden. Der er ingen iøjefaldende amatørisme, snarere en stædighed til at opnå den nøjagtige stemning. Og Trier selv er dygtig til at indramme det glade vanvid som Victor Marse.

    Frie fortolkninger
    Lyden er primitiv men helt i trit med de frie fortolkninger af kunst og eksperiment. Ind imellem opstår pludselig skøn musik, der afbrydes brutalt. 16mm-kameraet beskærer og skønmaler efter forgodtbefindende i det sort/hvide drama, der helt efter bogen aldrig får hverken forløsning eller forklaring. Filmen er i sig selv det uforudsigelige spændingskurves klimaks fra ende til anden.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1977, Danmark/KortDok, Drama, 37 min.

    Dansk titel: Orchidégartneren
    Instr: Lars von Trier Manus: Lars von Trier Foto: Hartvig Jensen, Helge Kaj, Peter Nørgaard, Mogens Svane Klip: Lars von Trier