Pee-wee's Big Adventure (1985)

Den siden så navnkundige, farvestrålende og grænsesøgende Tim Burton spillefilmsdebuterede her som instruktør. Med en meget skæv grænsende til hysterisk komedie om den håbløst barnlige og jakkesætsklædte Pee-wee, det får stjålet sin cykel og må så grueligt meget igennem.

Indpakningen spiller hovedrolle
Det er en simpel historie, hvor indpakningen spiller den helt store hovedrolle. Oceaner af eventyrkoreograferede scener krydret med en tur ind i det allerhelligste på Warner Bros.’ studier er filmen fremdrift mere end noget andet.

Ingen balance
Men hvor Burton i mange af sine senere film har fundet balancen mellem fest, farver og koreografi, har debutfilmen markante slagsider mod det, man vist godt kan tillade sig at kalde det outreret overdrevne.

Barnlige ansigtsgrimasser
For Pee-Wees mange barnlige ansigtsgrimasser og særlige krukkegrin bliver meget hurtigt et unødvendigt ekstremt fortællegreb for Burton og hans hovedrollespiller, Paul Reubens. Overraskende i starten, ulideligt i længden.

Outreret fortælling
I takt med at Pee-wee bliver mere og mere desperat efter at finde sin cykel, forfalder Burton også til mere og mere outrerede fortællermæssige greb, så vi til sidst havner i det helt håbløse lagkagekomiske, komplet med udtalt indsovsende musik og cirkuslignende koreografi.

Efterfulgt af tv-serie
Paul Reubens har da en lille håndfuld scener, hvor det ultrabarnlige ansigtsskæreri har en form for charme, men ikke til en helt spillefilm. Tankevækkende nok producerede man efter filmen fra 1986-1991 en tv-serie i 50 afsnit, hvor Reubens fortsatte sine grimasser og eventyr i det mindre format.

En klar indikation
Ikke nogen gennemhåbløs debutfilm, men set i forhold til det samlede Burton-værk i sandhed en både naiv og uafstemt grønskollingeprodutkion. Man får dog et helt igennem klart billede af, hvor instruktøren er på vej hen, og forståeligt nok fik Burton her helt fra start et trofast og applauderende publikum. For skævt og anderledes er det, det kan man ikke tager fra filmen.