Zookeeper (2011)

    En dyrepasser i Zoologisk Have har kærestesorger på femte år, men hjælpes af dyrene til at genvinde modet udi kærlighedens kunst.


    GODE DYR PÅ BANEN

    Næppe en film, hvor handlingen kommer som en overraskelse: "Zookeeper" er pyssenysset romantisk komedie med amerikansk slagside, men herlighederne reddes af en gruppe talende dyr og en god håndfuld veltimet komik.

    Kærestesorger på femte år
    Dyrepasseren Griffin (Kevin James) nyder sit arbejde i Zoologisk Have og har et rigtig godt forhold til dyrene. Til gengæld har han kærestesorger på femte år, og han underholder sine firbenede venner med skærmydslerne under fodringen.

    Dyrene holder fagligt møde
    Men nu må det være nok. Dyrene beslutter at holde fagligt møde. Efter lukketid stimler de sammen og lægger en slagplan for, hvordan Griffin kan genvinde selvtilliden og måske indfange sin gamle kærlighed på ny. Men måske er det alligevel ikke lykken, for er denne kvinde nu også dejlig, og er der ikke en anden, der måske er meget bedre for ham?

    Opfindsomme replikker
    Sprøde dyrestemmer fra bl.a. Nick Nolte og Sylvester Stallone vækker de firbenede herligt til live - selvfølgelig kombineret med en række opfindsomt skrevne replikker. Og Griffin skal også lige vænne sig til, at dyrene springer ud som talere; noget, de ellers normalt holder tilbage, da menneskene ellers vil gå amok.

    Fantasifulde indfald
    Ind imellem en meget fantasifuld komedie, der har en generel force i, at den sjældent bliver hverken fladpandet eller lagkagekomisk. Kevin James har fine øjeblikke i hovedrollen, særligt da han kortvarigt springer ud som luksusbilsælger.

    Uskyldig familieunderholdning
    Det er nuttet og uskyldig familieunderholdning, men også mere tyndbenet end nødvendigt. Forcen ligger i den forholdsvis rene komedietone, slagsiden i de mange genrestereotyper, der oversukres med masser af musik.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2011, USA, Komedie, Familie, Romantik, Dyr på film, 102 min.

    Dansk titel: Zookeeper
    Instr: Frank Coraci Prod: Walt Becker, Todd Garner, Jack Giarraputo, Kevin James Manus: Nick Bakay, Rock Reuben, Kevin James, Jay Scherick Foto: Michael Barrett Klip: Scott Hill Mus: Rupert Gregson-Williams