The Water Diviner (2014)

Den kendte newzealandsk-fødte skuespiller Russell Crowe spillefilmsdebuterer her som instruktør. Med et drama med stort d og i en stil, der ikke kender sin besøgelsestid.

Højpotent dramatisk
Det er den højpotent dramatiske historie om en far, der tilsyneladende har mistet alt. Efter de drabelige slag ved Gallipoli i 1915 erfarer han, at hans tre sønner ikke vender hjem til Australien i live. Da hans kone af bar sønnesorg kaster sig i vandpølen, står farmand alene tilbage, stålsat på at finde sine sønners lig i det område, hvor de kæmpede.

Lukket land
Da først han har nået Tyrkiet, bliver han ikke just mødt med åbne arme. Krigsskuepladsen er her flere år efter kampene lukket land, men han finder alligevel en smutvej, der kan lede ham på ret kurs og mod en fantastisk overraskelse.

Gennemsyret sentimenalt
Det står temmelig hurtigt klart, at "The Water Divider" er en gennemsyret sentimental film. Ligegyldigt hvor sande begivenheder, historien måtte være baseret på, ændrer det ikke ved, at den aldrig bliver troværdig - hverken som historietime eller farmands følelsestogt.

Sovs uden kartofler
Det bliver sovs uden kartofler: Oceaner af klæbrig filmmusik (komplet med orientalsk vibrato-tema), svulstige kampscener uden identifikationskraft, dybdeperspektiverende totalbilleder med primitive visuelle effekter.

Smukt i starten
Små klynger af glaskartofler klumper sig sammen i de relativt få intense scener i filmen, hvor man tror, at dramaet udvikler sig i en stærk og vedkommende retning. Fx er de første scener efter den indledende kampscene ganske smukke og jordnære.

Manglende sammenhængskraft
Crowes iscenesættelse bærer præg af det famlende og af en manglende sammenhængskraft. Filmen stikker i alt for mange og unødvendige retninger. Den vil fortælle alt for mange små historier og være både politisk og historisk akkurat. Men i ingen af facetterne lykkes den helt.

Uskønt forvirrende
Russell Crowe udfylder med en vis pondus filmens hovedrolle og agerer fikspunkt i det uskønt forvirrende og drivende sentimentale virvar, som "The Water Diviner" desværre er.