Top of the Lake [1] (2013)

    En ung kriminalbetjent får sin sag for i en klamsvedt gåde, hvor en 12-årig, gravid pige er forsvundet i den newzealandske vildmark.


    KLAMME HÅNDFLADER

    Sammenhængende i denne serie:

    Top of the Lake [1] (2013)

    Top of the Lake [2] (2017)

     

    Jane Campion og makkeren Gerard Lee har her skabt en meget forfriskende, anderledes og i visse henseender kryptisk miniserie i syv episoder.
     

    Langt fra mainstream

    Vi er meget langt fra Hollywoods mainstream. Alene den bogstaveligt talt bjergtagende newzealandske kulisse udgør en seriøs hovedrolleindehaver i seriens helt særlige stemning, der hersker fra ende til anden.

    Klamme håndflader
    Historien er et klassisk krimiplot tilført forskellige sprøde twists & turns i kriminelle retninger. Det giver klamme håndflader, efterhånden som de aparte sandheder graves frem. Den unge kvindelige kriminalbetjent Robin tilkaldes, da det kommer frem, at 12-årige Tui er gjort gravid, og det er uvist, hvem der er faderen.

    Indspisthed og korslagte arme
    Nu begynder et nærved umuligt opklaringsarbejde, hvor Robin konstant mødes af indspisthed og korslagte arme, særligt fra hendes hovedmistænkte, Tuis far Matt, der har forskanset sig med sine sønner i en art fort i bjergene.

    Alle kender alle
    På politistationen udfordres Robin af sin overordnede Al, hvis glatte facon er svær at læse. Til gengæld genfinder hun sin barndomskæreste Johnno, men midt i det vanskelige opklaringsarbejde, hvor alle på en eller anden måde kender alle, er der efterhånden intet, der er, som det ser ud til.

    Forførende naturlig vildskab
    Det er seriens helt store styrke, at den aldrig forfalder til populær-uhygge i det tilspidset uforudsigelige pædofili-mistænkelige. Dramaet får lov at forme sig ud af kantet skuespil, forførende naturlig vildskab og en ærlig, diminutiv fortællestil.

    Skæve personer
    Her er skæve personer nok til en mindre roman, men det er kun ganske sjældent, at det mystiske element bliver lovligt anmassende. Her er Holly Hunters "GJ" en kende for søgt i hjertet af bjergparadisets nyslåede feministiske koloni, "Paradise". Seriens helt vidunderligt ægte og meget forskelligartede firkløver udgøres af Elisabeth Moss, Peter Mullan, Thomas M. Wright og David Wenham.

    Storhed og afmagt
    Inddragelsen af naturen på alle parametre udgør måske den mest signifikante hovedrolle: Smukke lyde og kærlige nær- og totalbilleder former en kulisse af storhed og afmagt i og omkring sagens betændte kerne.



    Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2013, New Zealand, Storbritannien, Australien, USA, Krimi, Drama, Mystik, Børn på film, 350 min.

    Dansk titel: Top of the Lake [1. sæson] (tvs)
    Instr: Jane Campion Prod: Philippa Campbell Manus: Jane Campion, Gerard Lee, Garth Davis Foto: Adam Arkapaw Klip: Alexandre de Franceschi, Scott Gray Mus: Mark Bradshaw