Manden på Svanegaarden (1972)

Morten-Korch-filmene:
De røde heste (1950)
Mosekongen (1950)
Det gamle guld (1951)
Det store løb (1952)
Fløjtespilleren (1953)
Flintesønnerne (1956)
Vagabonderne på Bakkegaarden (1958)
Det skete på Møllegården (1960)
Der brænder en ild (1962)
Kampen om Næsbygaard (1964)
Næsbygaards arving (1965)
Krybskytterne på Næsbygård (1966)
Brødrene på Uglegaarden (1967)
De røde heste (1968)
Manden på Svanegaarden (1972)
Fætrene på Torndal (1973)
Sønnen fra Vingården (1975)
Affæren i Mølleby (1976)
Fruen på Hamre (2000)

Efter Alice O’Fredericks’ død og filmselskabet ASAs manglende interesse i at føre Morten Korch-filmatiseringerne videre, havde de fleste indstillet sig på, at Korchfilmsepoken var slut.

Succesen måtte fortsætte
Men ikke Ib Mossin. Som den eneste stod han fast på, at succesen skulle fortsætte, og han fik med hiv og sving skrabet midler sammen til at finansiere to film mere, begge pinligt ringe lystspil, der ikke har meget Korch-ånd eller charme.

Product placement
For at det overhovedet kunne lade sig gøre at finansiere filmene, måtte Mossin hente store sponsorater, eller som det hedder i dag, product placement, i filmene først og fremmest tydeligt i form af en tankbil og to ansatte hos olieselskabet OK og en alkoholreklame på Willy Rathnovs lille privatfly. Komisk nok forekom OK-tankbilen i alle Mossins film som instruktør op gennem 70’erne.

Rammer ved siden af
"Manden på Svanegaarden" forsøger ihærdigt at videreføre arven fra de vellykkede Korch-filmatiseringer fra 50’erne og 60’erne, men der er flere ting ved Mossins film, der får den til at ramme drastisk ved siden af.

Moderniseringen fungerer ikke
Først og fremmest fungerer moderniseringen af historien overhovedet ikke. Flyvemaskine, tankbil, guldlakeret Volvo 264 og damer i vakst 70’er-outfit har ikke meget med Morten Korch at gøre. Det er i hvert fald faldet meget kikset ud, som Mossin har omskrevet forlægget.

Udvandet og uinspireret
Dernæst er plottet lige dele udvandet og uinspireret, hvilket ikke ansporer til fantasifuldhed i nogle aspekter af filmen, herunder skuespillet der er tamt rutinepræget, dog uden at være decideret ringe.

Ubehjælpsomt
Ubehjælpsomheden i Mossins iscenesættelse er til at få øje på. Der er pænt mange scener, der foregår om aftenen eller natten, hvor en total mangel på lyssætning i lange sammenhænge gør det umuligt at se, hvad der foregår.

Mere tilfældigt end tilrettelagt
Og klipningen er sine steder mere tilfældig end tilrettelagt. At der forekommer en meget iøjnefaldende continuity-fejl i flyvescenerne er mere kitsch end egentlig kritisabelt.

En smule af den gamle stemning
Filmen er bedst i de indledende scener, hvor en lille flig af den gamle stemning er til stede. Blandt skuespillet kan man særligt glæde sig over Palle Hulds mavesure skurk.