Krybskytterne på Næsbygård (1966)

Morten-Korch-filmene:
De røde heste (1950)
Mosekongen (1950)
Det gamle guld (1951)
Det store løb (1952)
Fløjtespilleren (1953)
Flintesønnerne (1956)
Vagabonderne på Bakkegaarden (1958)
Det skete på Møllegården (1960)
Der brænder en ild (1962)
Kampen om Næsbygaard (1964)
Næsbygaards arving (1965)
Krybskytterne på Næsbygård (1966)
Brødrene på Uglegaarden (1967)
De røde heste (1968)
Manden på Svanegaarden (1972)
Fætrene på Torndal (1973)
Sønnen fra Vingården (1975)
Affæren i Mølleby (1976)
Fruen på Hamre (2000)

Tredje og sidste kapitel af ’serien i serien’ - historierne om Næsbygaard var som de eneste af Morten Korch-filmene ikke baseret på romaner af forfatteren men blot inspireret af hans figurer.

Succesen hjemme
Og publikumssuccesen var hjemme for 12. gang i træk, selvom selveste Poul Reichhardt på grund af sygdom for første gang ikke var på rollelisten. Korch-brandet var stærkt.
 

På bar bund

I skovene udenfor Næsbygaard hærger en lille gruppe krybskytter, og godsejeren og hans folk står på bar bund. Heldigvis lykkes det snart at finde spor, der kan få skovlen under de væmmelige folk.
 

Hjem fra Texas

Godsejerens barnebarn vender i filmens slutning hjem på et besøg fra Texas, hvor han er i lære på et stutteri. Og det er meget heldigt, da han kan træde ind og løbe en sejr i hus på godsets bedste hest. Ib Mossin er nemlig faldet og har brækket håndleddet.

Ærlig skønsang
Den lille trilogi står som helhed som hæderlig og ærlig skønsang, selvom den midterste film er en værre omgang folkekomisk tomgang.

Rendyrket familiefilm
Denne afsluttende film er mere rendyrket familiefilm og som sådan vellykket: godsejeren får seks drenge på sommerophold, og de kan - ud over at tage fat og nyde landlivet – sørge for en masse uskyldige drengestreger: serveret med glimt i øjet.

Sort/hvidt-malet idyl
At Holger Juul Hansen pludselig er Poul Reichhardt, eller i hvert fald udfylder nøjagtigt den samme rolle, betyder knapt så meget i helheden. Filmen er og bliver rendyrket sort/hvidt-malet idyl, der i sine bedste scener rammer en særlig fællesskabsånd i et landmandsliv, der var engang.

Solidt samlingspunkt
Asbjørn Andersen er endnu engang det solide samlingspunkt med sit autoritære og karismatiske skuespil, ligesom Holger Juul Hansen gør et fint indhop på et afbud som far til mindst 8.

Kornmarksbølgende forfører
Baard Owe gør en fin entré som kornmarksbølgende forfører og hemmelig bror til Ib Mossins Anker. Og så morer man sig atter over Helga Friers skønne portræt af kokkepigen Marie. Selv de få og udvalgte sange har en vis (børne-)tæft i det lærkebesungne landskab.