En kongelig affære (2012)

Visuelt og historisk meget overbevisende leder instruktør Nikolaj Arcel os ind i en af dansk histories mest bemærkelsesværdige (royale) skæbner: Kong Christian VII var ikke rigtig klog, og folk omkring ham udnyttede det på det groveste. Filmen er et grundigt indblik i kongens, dronningens, prinsens og ikke mindst livlægen Struensees dramatiske møder i oplysningstidens vorden.

Kongen i godt humør
Selvom det er kongen selv meget imod, opfordres han til at få sin egen livlæge, og da Christian møder den kvikke Struensee bliver det da også begyndelsen til et venskab, der gør kongen i et hidtil ukendt godt humør. Struensee bliver kongens mest betroede medarbejder, og lægen har visioner for hele nationen - visioner, der skal vise sig at komme til at koste ham dyrt.

En stor hemmelighed
Samtidig bliver fristelsen Struensee og den forsømte dronning Caroline Mathilde imellem for stor. Snart havner de i seng sammen, og dén hemmelighed bliver vanskelig at skjule, særligt da dronningen snart venter et barn.
 

Teknisk grundighed

Arcel instruerer med en teknisk grundighed og præcision grænsende til det strømlinet perfekte, og det er livsnødvendigt for det historiske setup, at troværdigheden er i top. Faren ligger i, at en sådan fortællestil kan ende i det kønsløst uinteressante, hvor fokus udelukkende er på formen. Men i store træk klarer Arcel frisag: formidlingen af det helt store menneskelige drama, der ligger som hjertet i projektet - bag skallen - er endog særdeles vellykket.

Ind til sagens kerne
Dramaet vokser sig større og større, indlevelsen vokser, skuespillerne finder længere og længere ind til sagens kerne. Det er en film med en meget stor og bred appeal, der ganske sikkert vil få et meget stort publikum.
 

Lidt for blødsøden omgang

Blandt svaghederne i projektet er en lidt for blødsøden omgang med filmmusikken, komponeret af internationalt anerkendte Gabriel Yared. Heldigvis er der væsentlige ophold i musikken, men der er en kedelig tendens til at skrue helt op for blusset, fx i erotiske scener - og det er en kvalm og unødvendig overdrivelse, som også Steven Spielberg er "mester" i.

Episk sug i maven
Man kunne ønske sig en langt større inddragelse af naturen som en væsentlig formidlingskilde af det store drama. Arcel indfanger en håndfuld spektakulært smukke scenerier, hvor det giver et episk sug i maven: men der er alt for få af disse perspektiverende bredformater. Filmen foretrækker at holde sig helt inde i inderkredsen af det mellemmenneskelige drama.
 

Bedst er Mikkelsen

Ikke alle blandt skuespillerne er lige solide. Men der er omvendt heller ikke nogen, der falder helt igennem. Bedst er - trods uklar tale - Mads Mikkelsen samt Trine Dyrholm som den sammenbidt bitre Juliane Marie.