The Departed (2006)

En af de store Oscar-slugere i 2006 blev Martin Scorseses stort anlagte politi-korruptionskrimi "The Departed". Endnu en ekstremt lang, ekstremt voldelig og ekstremt visuelt højtbelagt film fra Scorsese: Dét kræver en tilskuer med udvidet tålmodighed og sød tand for det filmisk artificielle.

Umiddelbare kvaliteter
Uden tvivl er der en række umiddelbare kvaliteter i filmens komprimerede manuskript, der hylder svig, smerte, løgn, mord og had mellem en gruppe sammentømrede venner. Spændingskurven er støt stigende, og det spektakulært blodige er raffineret underholdende i kraft af den spidsfindigt humoristisk-ironiske distance, som filmen i høj grad er båret af.

Vammel fortællestil
Til gengæld er Scorseses fortællestil med ét sigende ord vammel: En ganske overdreven smart, fiks og narcissistisk kameraføring og klipning samt en konstant (!) dadadada/her kommer jeg-musik udgør en "rigtig auteurs" omgang med filmmediet: Hold op, han kan noget...
 

På den rigtige side af loven?

Et par nyuddannede politibetjente begiver sig ud i det virkelige liv uden at vide, at de kommer til at blive hinandens største fjender. De bliver nemlig stikkere – på hver deres side af loven. Den ene for politiet: Han skal infiltrere byens mafia og udlevere den klamme boss. Den anden for selvsamme boss: Han rapporterer om politiets planer og sørger for, at de kriminelle baner kan fortsætte uforstyrret. Efterhånden arbejder disse to fløje sig tættere og tættere på hinanden og trækker et spor af splat efter sig: Det kan kun ende galt.

Outreret
Det trænede øje vil hurtigt registrere filmens kunstige visuelle omgang med begivenhederne. På samme måde vil det trænede øre finde den konstante(!) underlægningsmusik mere end blot påfaldende. Det er outreret – og ganske uudholdeligt.

To unge flødeboller
De to unge flødeboller, Leonardo DiCaprio og Matt Damon, har ikke ret meget andet end henholdsvis arrigt tudefjæs og bløb-kindet svigermorsdrøm-look at spille på, og det er selvsagt lidt tungt at beskue, når der er tale om filmens to centrale hovedroller. Til gengæld fryder man sig over Jack Nicholsons geniale spil i rollen som mafiabossen Frank Costello, ligesom Martin Sheen har fine øjeblikke som politilederen Queenan.