Vozvrashchenie (2003)

Dette nyere russiske mesterstykke er en uafrystelig filmoplevelse udi livets skyggesider. Smuk, men smere- og pinefuld, kynisk, nedværdigende og helt uden lyspunkter. Det er barsk, og det er egentlig ikke til at bære - men det er samtidig en historie med essensen af eksistensen, komprimeret til det mørkeste mørke.

Portrætter af svigt
Filmen bevæger sig sjældent ud på endsige det mindste narrative overdrev. Den holder sig til stærke, realistiske og meget nærgående portrætter af svigt og brudte forhåbninger i en jord- og pulsnær visuel stil. Hvor filmen desværre mister sin sidste stjerne er i den sjældent, men helt forkert valgte og forekommende filmmusik.
 

Forventningsfulde drenge

Teenagebrødrene Andrey og Ivan møder pludselig deres far, der ikke har været hjemme i 12 år. Nu er han hjemme, og selvom han ikke er af mange ord, og drengene slet ikke kender ham, tager de forventningsfulde med på dén udflugt, han tilbyder dem.
 

Håbet brister

Men drengenes håb om en nærværende og elskende far brister hurtigt, idet faderen forbliver tavs, adspredt og tilsyneladende helt uden interesse i at blive ven med sine sønner.
 

En pinefuld rejse

Således udvikler turen sig allermest til en pinefuld og uhyggelig rejse, hvor faderen viser sit sande ansigt, når han skal forsøge at håndtere de kriser, der opstår. Helt galt går det, da de alle tre efter en hård tur i robåd er havnet på en ø langt ude på åben sø.

Hjertelig tilgang
Instruktør Andrej Zvjagintsev har en meget hjertelig tilgang til den tragiske og skæbnesvangre historie, der rummer uendeligt mange facetter i og omkring det umulige forhold mellem sønnerne og faderen.
 

Isnende præcision

Historien er fortalt med isnende præcision, i hjerteskærende nærbilleder og uforglemmeligt visuelt stærke scener, der har en sublim skarphed og dybde, der skærer i hjertet.

Yderst uafrysteligt
Kombinationen af den visuelle elegance, der er affødt af de helt rigtige stilistiske til- og fravalg, og den stærke, ægte historie, skaber en yderst uafrystelig film. De tre drenge/mænd i hovedrollerne står knivskarpt på nethinden.
 

Næsten ubegribeligt

Det er næsten ubegribeligt, hvordan det er lykkedes at få især drengene til at yde så troværdigt og skræmmende uhyggeligt, psykologisk krybende spil. Der er ikke et sekund af de barske begivenheder, der fremstår uden autoritet.

Magisk
Filmen er magisk i sin uhyggelige rejse ind i et mørke, der kun rummer meget få lyspunkter. Den på én gang underfundige og episke fotografering er forførende. Billederne rummer en ubeskrivelig magi, og den visuelle rejse er ligeså ætsende som den psykologiske, når instruktør Andrej Zvjagintsev sender chokbølger gennem sit publikum gennem den yderst begavede brug af alle kameraets muligheder.
 

Tankevækkende

Tankevækkende og meget trist er det faktum, at Vladimir Garin (Andrey, storebroren) i det virkelige liv døde i en drukneulykke, kort tid før filmen fik sin verdenspremiere.