4240 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

Inland Empire
En Hollywood-skuespillerinde oplever sit livs værste mareridt under indspilningerne til en ny film. Hele verden omkring hende går i selvsving af uforklarlige hændelser.
PSYKEDELISK SØGT
Den sære amerikaners (David Lynchs) film er altid ventet med længsel, særligt blandt os elskere af lidt ekstreme kunstfilm med en ikke umiddelbart gennemskuelig narrativ struktur.

Lynchs store flop
Men "Inland Empire" er Lynchs store flop: en meget lang, outreret søgt odyssé udi at åbne døre ind til underlige rum og korridorer, filmet med fiskeøjeobjektiver og underlagt evig brummen og summen fra synthesizer-filmmusik.

Det begynder ellers ganske hæderligt i en nogenlunde genkendelig verden, hvor en kvinde får hovedrollen i en Hollywood-film og med stor entusiasme påbegynder det spændende arbejde.

Parallelle verdener
Men begivenhederne begynder at blive rigtigt kryptiske, da kvinden opdager, at hun lever i forskellige parallelle verdener, hvor hun hele tiden ser sig selv i både præsens og pluskvamperfektum, hvor omverdenen ikke forstår hendes tågesnak, hvor hendes telefonopkald havner hos en flok mennesker med kaninhoveder omgivet af ubestemmelig dåselatter - etcetera.

Selvfølgelig ligger det i selve Lynchs idé at forvirre og mystificere sit publikum, men "Inland empire" er så psykedelisk søgt, at det hurtigt bliver et dræbende kvælertag på al udvikling i indviklingerne.

Filmen former sig til en kædereaktion af farveprismer og blændende lamper med computerskabt baggrundsstøj, forvredne ansigter i angstens sved, utallige døre der åbnes og lukkes og dansende ludere med kælne missestemmer og sovekammerøjne.

En lille rottelort
Alt sammen i en verden, hvor tid, sted, rum og kontinuitet er centrifugeret på så mange omdrejninger, at der kommer en lille rottelort ud i sidste ende.

Lad os trille lidt med det og sparke den ned i kælderskakten, for ret meget mere er den ikke værd.

Lynchs trofaste skuespillerinde, Laura Dern, yder filmen fin bistand i en temmelig sej præstation, men hendes rolle er utaknemlig.
Anmeldt i 2009 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2016
Udskriftsvenlig udgave
Inland Empire

Karakter: 1 ud af 7Karakter: 1 ud af 7Karakter: 1 ud af 7Karakter: 1 ud af 7Karakter: 1 ud af 7Karakter: 1 ud af 7Karakter: 1 ud af 7
Fakta om filmen
2006, USA, Mystik, 180 min
Dansk titel: Inland Empire
Instr: David Lynch Prod: David Lynch  Manus: David Lynch  Foto: David Lynch  Klip: David Lynch  
Medvirkende:
Laura Dern (Nikki Grace/Susan Blue)
Jeremy Irons (Kingsley Stewart)
Justin Theroux (Devon Berk/Billy Side)
Harry Dean Stanton (Freddie Howard)
William H. Macy (Announcer)
Duncan Fraser (Studio Security Guard)
Julia Ormond (Doris Side)
Nastassja Kinski (The Lady)
Naomi Watts (Suzie Rabbit (stemme))
Grace Zabriskie (Visitor)
Diane Ladd (Marilyn Levens)
Duncan Fraser (Studio Security Guard)
Jordan Ladd (Terri)
Mary Steenburgen (Visitor)
Laura Harring (Jane Rabbit)
David Lynch (Bucky J (stemme))
Terry Crews (Street Person)
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.