Flammen & Citronen (2008)

Ole Christian Madsen, der har bidraget til dansk film med en stribe stort opsatte og Hollywood-tilnærmede produktioner bevæger sig med "Flammen og Citronen" en anelse nærmere, hvad man kunne betegne ægthed. Men kun en anelse.

Form frem for fortælling
Stilen har ikke ændret sig nævneværdigt. Det er stadig de store kamerabevægelsers og de kunstfærdige lyssætningers univers, hvor formen fungerer frem for fortællingen - og i dette perspektiv en indpakningens film.

Tapper og indædt kamp

To venner fra modstandsbevægelsen kæmper en tapper og indædt kamp for at få skovlen under danske nazister og andre trusler under besættelsen. Særligt den rødhårede modstandsmand med tilnavnet Flammen har gang i pistolerne, mens hans mere indadvendte ven, Citronen, går lidt i selvsving, når det kommer til skudøjeblikket.

Element af sus og brus
Når Madsen serverer de spektakulære indstillinger i en os af filmdamp, bagprojiceringer og østeuropæisk danskhedskulisse, er tilstedeværelsen af filmmediets nervebaner nærmest fysisk. Læg hertil dybe og dramatiske strygergange fra filmmusikkens ikke-diegetiske effektkasse og generelt underspillet overspil fra en hel hær af kendte skuespillere, så har du Madsen i hans rette element af sus og brus.

Perfektionistisk spænding

Når filmen alligevel ophober en vis grad af perfektionistisk spænding, skyldes det primært den historiske fascination og den dramatiske dimension af lille Danmark og de tapre mænd, der kæmpede imod besættelsesmagten Skuespillerne er præget af hele filmens teatralske og selvransagende stil. Mikkelsen og Lindhardt bliver et lille stik i et større kortspil af likvideringer, der bliver serveret på et sølvfad En enkelt fatal fejlcasting finder vi i Peter Mygind, der bliver nærved pinlig i rollen som Aksel Winther.