Executive Decision (1996)

    Terroristerne ombord på et fly i luften skal for alt i verden sættes ud af spillet, og det er lige en opgave for et lille spacialteam.


    MEGET DYBT AT FALDE

    Som så mange andre film i samme genre er "Executive Decision" ikke så meget intellekt og opbyggelighed, som den er vedvarende action og spænding, der giver sved i håndfladerne og udtørrede øjne.

    Ikke tid til blink
    Der er ikke meget tid til at blinke i filmens to timers spilletid. Efter en lidt stillestående indledning begynder historien hurtigt at tage form, og spændingen tager til. Herefter drønes der af sted uden ophold i det svært dramatiske.
     

    Imponerende action

    Imponerende er det således fx, når et lille militærfly kobler sig på det store passagerfly – i luften! Og et lille hold af specialtrænede terror-modarbejdere (deriblandt Kurt Russell) arbejder sig op igennem en tryk-forberedt gummiskakt og ind i bunden på flyet... uden at terroristerne opdager det.

    Fornemmelse for action
    Selvom optagelserne ombord på flyet tydeligt bærer et studiepræg, så virker det hele meget realistisk, takket være en formidabel fornemmelse for action fra den erfarne instruktør Stuart Bairds side. Det er ombord på flyet, at de største overraskelser opstår, og de dukker som regel op i de mest pressede situationer.

    Uden fejltrin
    De amerikanske helte er udstyret med klart tænkende hjerner og kan forudse og beregne. De har alle tænkelige smarte tekniske finesser (minikameraer, computere, miniboremaskiner etc.), og de bevæger sig forsigtigt og nøjagtigt, uden et eneste fejltrin.
     

    En amerikansk helt

    Er Kurt Russell så ikke en amerikansk helt, når han på sin intellektuelt kluntede facon begår fejl på fejl ombord på dette dødsfly? Fejl, der nemt kunne have kostet dem alle livet? Når han er lige ved at falde igennem panelet ned i hovederne på terroristerne, eller når han kun lige med nød og næppe når at blive usynlig for terroristernes boss, fordi han falder ned i en åben elevator?

    Den største helt
    Svaret kender vi jo: Naturligvis er han den største helt af dem alle. Netop fordi han kaster sig ud i noget, han aldrig ville have gjort før. Fordi han nervøst og uprofessionelt skal forsøge sig som superhelt.

    En rigtig familiefar
    Russell gør i hvert fald et godt stykke arbejde. Han spiller denne rolle meget fint. Han ligner mere end nogen af de andre af hans kolleger på flyet en rigtig familiefar, der er kommet på arbejde med den gale "kontormappe" under armen. Det er således heller ikke tilfældigt og uovervejet, at han kastes hovedkulds ud i missionen, iført smoking og butterfly.

    Dygtigt spil
    Russell stjæler helt og aldeles billedet fra de andre skuespillere, der ellers tæller flere gode navne. Det er netop hans facon og udstråling, der baner vejen for denne dominans, og den yder bestemt også noget positivt for filmen. Teknikken går op i en højere enhed af veltimet og velkoreograferet action, krydret med Jerry Goldsmiths veloplagt iørefaldende musik.



    Anmeldt i 1996 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024