4240 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

Stalker
En fuldkommen øde og stærkt bevogtet "zone", et kæmpe område, står som et frygtindgydende og indbydende univers for en forfatter og en videnskabsmand, der betaler sig til en guidet tur derind.
I TARKOVSKYS FAVN
I den russiske instruktør Andrei Tarkovsky finder vi en kompromisløs kunstner, der byder os ind i et visuelt univers uden sidestykke. Således også i "Stalker", der er historien om en stor forladt verden med ruiner og mystiske gange - en verden, som man kun kan få adgang til ved at lade sig føre af vandringsmanden Stalker, på gamle rustne togskinner med fare for at blive skudt ned.

En forfatter og en videnskabsmand har betalt denne Stalker for en opdagelsesrejse ind i det glemte land, og der venter dem mange absurde oplevelser i denne forladte zone, der er i konstant forandring og derfor ikke er til at stole på.

Et rullende museum
Tarkovsky er ikke ude på at underholde. "Stalker" er en kunstfilm, hvor billederne alene er et rullende museum og rammen om et filmisk eksperiment, der glæder alle entusiaster.

Instruktørens konsekvente brug af reallyd, sparsom dialog og en meget langsom kameraføring leder publikum ind i en visuel verden, som man næppe havde tænkt mulig, før man satte sig til rette med Tarkovsky.

Som drømme
Filmens mageløse visuelle univers kan bedst sammenlignes med menneskets drømme: lettere overnaturlige i bredformat og lange sekvenser. Det er på det nærmeste den følelse, man sidder med i "Stalkers" nærvær. At man oplever en drøm filmatiseret eller visualiseret for omverdenen.

Den tid som Tarkovsky tager sig til at fremkalde de enestående stemninger skaber blandt publikum en følelse af at svæve på egne vinger og betragte den betagende verden snarere end være vidne til billeder optaget med et ganske almindeligt filmkamera.

Visuel mission
Skuespillerne bliver til små prikker set i dette perspektiv og fremstår afgjort mest som bindeled for Tarkovskys visuelle mission. På samme måde forbliver historien mystisk og utilnærmelig og somme tider en kende irriterende og langtrukken: det er de unikke billeder, der gør "Stalker" enestående.
Anmeldt i 2005 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2016
Udskriftsvenlig udgave
Stalker

Karakter: 7 ud af 7Karakter: 7 ud af 7Karakter: 7 ud af 7Karakter: 7 ud af 7Karakter: 7 ud af 7Karakter: 7 ud af 7Karakter: 7 ud af 7
Fakta om filmen
1979, Rusland, Drama, 160 min
Dansk titel: Vandringsmanden
Instr: Andrei Tarkovsky Prod: Aleksandra Demidova  Manus: Arkadi Strugatsky, Boris Strugatsky  Baseret på: romanen "The Roadside Picnic" af Arkadi Strugatsky og Boris Strugatsky  Foto: Aleksandr Knyazhinsky  Mus: Eduard Artemyev  
Medvirkende:
Aleksandr Kajdanovsky (Stalker)
Alisa Frejndlikh (Stalkers kone)
Anatoli Solonitsyn (Forfatteren)
Nikolai Grinko (Videnskabsmanden)
Natasha Abramova (Martha, Stalkers datter)
Priser:
CAN, Prize of the Ecumenical Jury
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.