4240 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

Halalabad blues
En blond dansk pige forelsker sig i en gift, charmerende, besværlig tyrkisk mand. Det skulle hun nok aldrig have gjort..
LOMMERACISME
Hvis der fandtes "filmracister", kunne man godt tilslutte sig efter at have set denne film. Helle Ryslinges jammerlige komediedrama burde sendes direkte til "Filmistan" eller endnu bedre på filmkirkegården.

Afskyeligt ringe
Ud over ganske få lettere halvhumoristiske replikker og en fotografisk pæn stil er der virkelig ikke noget ved "Halalabad blues", der kan retfærdiggøres. Den er plat, afskyeligt ringe iscenesat, skrækkeligt dårligt spillet, tillægsordløst dårligt skrevet, osv.

Talentløst
Anne-Grethe Bjarup Riis bliver i hovedrollen bare dårligere og dårligere, efterhånden som filmen skrider frem. Faktisk når vi smertegrænsen hen under filmens slutning, hvor Anne-Grethe ganske enkelt er dårligere end talentløse "Ditte fra 4.B" - undskyld, Anne-Grethe, men du får altså heller ikke Jordens bedste personinstruktion i denne film.

Lommeracisme
En hel underskov af ubeskrevne tyrkiske "talenter" besætter de fleste andre roller, og så er det ellers meningen, at man skal sidde og grine lidt ad de "mærkelige tyrkere" og deres "sjove vaner".

"Tyrkere er underlige"
Filmen taler til lommeracisten i os alle: Vi kan rigtig sidde og godte os over, hvor danske og fejlfri vi er, mens tyrkerne (og alle de andre) vist er nogle underlige nogle.

Gassen af ballonen
Det er sikkert meningen, at denne "racistisk-ironiske interaktionsfilm" skal forbedre integrationen i landet, men når replikker som "det eneste integrerede ved dig, det er din pik" fyger gennem luften, så er gassen ligesom gået af ballonen på forhånd.

Den svære kærlighed
Kort fortalt handler filmen om den svære kærlighed mellem den blonde danske pige, Kari, og den charmerende tyrker, Cengiz (Peter Perski, med teknisk dårligt dubbet stemme af Ali Kazim).

Kærligheden kender ingen grænser, men Cengiz er gift, henter sin kone hjem, og så er fanden løs, særligt i filmens ækelt idiotiske slutning.

Et rundt nul
Sproget er grimt, musikken er dominerende og de mange "drømmeindslag" gør kun det hele meget værre, så vi ender på et rundt nul.
Anmeldt i 2005 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2016
Udskriftsvenlig udgave
Halalabad blues

Karakter: 0 ud af 7Karakter: 0 ud af 7Karakter: 0 ud af 7Karakter: 0 ud af 7Karakter: 0 ud af 7Karakter: 0 ud af 7Karakter: 0 ud af 7
Fakta om filmen
2002, Danmark, Komedie, 106 min
Dansk titel: Halalabad blues
Instr: Helle Ryslinge Prod: Peter Bech  Manus: Sven Wanda Omann, Helle Ryslinge  Foto: Björn Blixt  Klip: Mogens H. Christiansen  Mus: Joachim Holbek  
Medvirkende:
Anne-Grethe Bjarup Riis (Kari)
Peter Perski (Cengiz)
Ali Kazim (Cengiz (stemme))
Charlotte Munksgaard (Merete)
Ibrahim Atilla Agyun (Tufan)
Ataf Khawaja (Kabir)
Birgül Balmer (Yasemin)
Tina Gylling Mortensen (Lebben)
Jens Brygmann (Festgæst)
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.