Gone with the Wind (1939)

    Den amerikanske borgerkrig ødelægger idyllen på landejendommen Tara, men den stædige pige Scarlett giver ikke så let op.


    HØJSPÆNDT DRAMATISK

    Næsten fire timer i en højdramatisk heksekedel; "Gone with the Wind" er hård kost, men de mest standhaftige skal nok få meget godt ud af de mange scener. Scarlett O'Hara er omdrejningspunktet i dramaet, der udspiller sig i årene før, under og efter Den amerikanske Borgerkrig.

    Kærligheden længe leve
    Den unge Scarlett er grundigt skuffet over, at hun ikke kan få sin store kærlighed, Ashley Wilkes, men hun er fast besluttet på, at hun nok skal kunne få ham overbevist.

    En effektiv tyran
    I lange perioder er Ashley af sted som soldat i krigen, og imens er Scarlett en rigtig effektiv tyran, der sætter alt og alle på plads. Hun møder dog snart sin overmand i den rige, Rhett Butler, der er ekspert i netop dét at sætte folk på plads.

    Overvældende drama
    Kærlighedsdramaet er overvældende, selv for en udspekuleret lille rad som Scarlett, men hun er vant til at få sin vilje. Denne gang kan det dog være, hun bliver den lille i spillet.

    En kende trættende
    Fire timer mellem solide kulisser, teatralsk skuespil og højtidelig underlægningsmusik bliver en kende trættende, men filmen er og bliver et monument af de store i Hollywoods historie.

    Teknisk gennemarbejdet
    Ikke alene er den en ualmindeligt flot og teknisk gennemarbejdet produktion, den er også en historisk præcis og atmosfærefyldt film, der kommer omkring mange personer og begivenheder.

    Dominerende hovedrolle
    Clark Gables præstation hører til blandt de mere underholdende; han går lidt ud over det teatralske, der ofte prægede især storladne film fra tiden før 2. verdenskrig. Vivien Leigh er god i den i mere end én forstand dominerende hovedrolle.



    Anmeldt i 2005 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1939, USA, Drama, Historie, Romantik, 224 min.

    Dansk titel: Borte med blæsten
    Instr: Victor Fleming Prod: David O. Selznick Manus: Sidney Howard Baseret på: roman af Margaret Mitchell Foto: Ernest Haller Mus: Max Steiner
    Priser
    • AA - Bedste film
    • AAN - Bedste skuespiller (Gable)
    • AA - Bedste skuespillerinde (Leigh)
    • AA - Bedste birolleskuespillerinde (McDaniel)
    • AAN - Bedste birolleskuespillerinde (De Havilland)
    • AA - Bedste instruktør
    • AA - Bedste manuskript
    • AA - Bedste farvefotografering
    • AA - Bedste klipning
    • AAN - Bedste musik
    • AA - Bedste interiørdekorationer
    • AAN - Bedste lyd
    • AAN - Bedste specialeffekter