Onkel Joakims hemmelighed (1967)

Instruktør og drejebogsforfatter Carl Ottosen har kastet sig over endnu et lystspilsprojekt, dette noget mere indholdsrigt end Soldaterkammeraterfilmene, men stadig ganske ustruktureret.

Fast samlingssted
Restauranten og værtshuset "Trinidad" på Nyhavn i København er samlingssted for en fast skare af kammerater. Der er mestertyven, Dirch Passer, den syngende kok, Poul Bundgaard, den glade sømand, Willy Rathnov, den muntre ølmand, Karl Stegger og skraldemanden, Paul Hagen.

I fællesskabets tjeneste
Alle elsker de at hygge sig om det runde bord med en god pilsner i fællesskabets tjeneste. Der bliver dog noget særligt at holde sammen om, da den elskede værtshusejer, Joakim, dør. Nu er grumme spekulanter, under ledelse af den tyggegummityggende direktør Ove Sprogøe, nemlig klar til at overtage biksen - med skumle bagtanker naturligvis.

Festlige sjæle
Joakims niece, Eva, bliver meget overrasket, da hun i sin onkels testamente bliver tildelt værthusdriften. Til at begynde med er hun meget negativt indstillet, men mon ikke alle de festlige sjæle på "Trinidad" kan få lavet om på det? Filmen har sine øjeblikke og er egentlig udmærket til at begynde med. Siden kammer historien over og vender vrangen udad.

Alle svagheder blottes
Hermed blotter den alle sine svagheder. Alle genrens mere eller mindre elskede kendetegn proppes ind, så bægeret flyder over. Især er baggrundsplottet med de fæle bagmænd skudt helt forbi.

Fin rolle til Sprogøe
Filmen er dog ikke ringere, end at nogle af skuespillerne får lov at give prøver på talent. Bedst er uden tvivl Ove Sprogøe som superslikket spekulantdirektør. Til gengæld er Preben Kaas helt spildt i en lattervækkende birolle som hundeangst hundepasservikar.