White House Down (2013)

    En secret service-aspirant bliver dagens helt, da han egenhændigt sørger for præsidentens sikkerhed under en omfattende besættelse af Det hvide Hus.


    NATIONENS HELT

    Tematisk beslægtede film:
    Murder at 1600 (1997)
    XXX: State of the Union (2005)
    Olympus Has Fallen (2013)
    White House Down (2013)

    Hele to tematisk meget nært beslægtede film undslap Hollywood i 2013: "Olympus Has Fallen" og "White House Down". I begge film redder svigermors drøm med elitesoldatsbaggrund USA og hele verden fra grumme terroristers kidnapning af Det Hvide Hus og atomvåbenbagtanker.

    Slibrig overflade
    Begge film har også den slibrige overflade af rendyrket patriotisme, som amerikanerne slikker i sig som var det peanutbutter. For en europæisk tilskuer fremstår dette fremskudte dige af unison vammelhed unægtelig noget pløret.

    To fluer med ét smæk
    Den unge og fraskilte Cale har store drømme om at blive en del af præsidentens secret service-team, og sammen med sin 11-årige datter er han forbi Det Hvide Hus. Her kan de klare både en jobsamtale og en tour.

    Begge dele ender dog skidt: Cale får ikke jobbet, og Det Hvide Hus bliver besat af grumme terrorister, bedst som far og datter er midt i rundvisningen.

    Ultimativ snarrådighed
    Det skal dog snart vise sig, at både Cale og datteren er i besiddelse af ultimativ snarrådighed, så nation, præsident og verdensfred kan reddes i sidste øjeblik.

    Mange kampe udspiller sig i præsidentboligens gange, og Cale nyder godt af sin fortid som elitesoldat, når de klichémættede nærkampe spidser til.

    Brodne kar
    Og brodne kar er der masser af. Hele kapringen af Det Hvide Hus bunder nemlig i en bitter mands hævntørst ovenpå at have mistet sin søn i kamp i Mellemøsten.

    Velkendt skabelon
    "White House Down" er som ét stort hærdet udstillingsvindue for amerikansk sammenhold gennem militært isenkram og veltrænede soldater der vil ofre sig for deres dejlige land. Filmen afviger aldrig fra denne velkendte skabelon.

    Totaldramatisk affære
    Humoren er underspillet og ikke central i en generelt totaldramatisk affære, serveret uden glimt i øjet men med stor teknisk dygtighed og udmærket gennemsnitligt skuespil.



    Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2013, USA, Action, Thriller, 131 min.

    Dansk titel: White House Down
    Instr: Roland Emmerich Prod: Roland Emmerich, Brad Fischer, Larry J. Franco, Leata Kalogridis Manus: James Vanderbilt Foto: Anna Foerster Klip: Adam Wolfe Mus: Harald Kloser, Thomas Wanker