Dresden (2006)

    Sent under 2. verdsenskrig bomber briterne Dresden, hvor en sygeplejerske netop har gjort op med sin borgerlige familie.


    KVÆLENDE FLAMMER

    Dette historiske drama, der blev født som en miniserie, har sine klare forcer i den troværdige gengivelse af de allieredes bombning af Dresden i 1945.

    Betændt trekantsdrama
    Knap så strålende er den obligatoriske skæbnehistorie, der til lejligheden er formet som et betændt trekantsdrama, hvor der i røgen fra ruinerne skal vælges side med tårer i øjenkrogen.

    Fin fremdrift
    Under alle omstændigheder har "Dresden" en fin fremdrift med det velkendt destruktive klimaks ventende om hjørnet: de kvælende flammer i den altødelæggende brandstorm.

    Helvede på Jorden
    Her er man lykkedes flot i skildringen af de enorme brandkrafter som et åbenlyst helvede på Jorden. Denne del af filmen bærer på ingen måde et tv-præg og er en stormfilm værdig.

    Menneskelige flammer
    Skuespillet er centreret om de langt mindre livstruende og meget menneskelige flammer, da sygeplejersken Anna forelsker sig i den britiske soldat, Robert, der såret har søgt tilflugt i den tyske hospitalskælder. Anna stikker således af fra sin forlovelsesfest med den borgerlige Alexander - mere træfsikkert kan denne del af plottet næppe skrives!

    Svulstigt udtryk
    Generelt lovlig svulstig i sit udtryk med masser af underlægningsmusik, men over en bred kam et flot historisk indblik.

    Nuttet bonus
    En nuttet bonus på dyreelskere er Annas trofaste og udholdende hund, Heinz, der gennemlever Dresdens mareridt på lige ben med sin ejer.



    Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2006, Tyskland, Krigsdrama, Romantik, 176 min.

    Dansk titel: Dresden (tv)
    Instr: Roland Suso Richter Prod: Nico Hofmann, Nikolaus Kraemer, Sascha Schwingel Manus: Stefan Kolditz Foto: Holly Fink Klip: Bernd Schlegel Mus: Harald Kloser, Thomas Wanker