Lone Survivor (2013)

    En håndfuld amerikanske soldater havner i en håbløs kamp mod talibankrigere i Afghanistans bjerge.


    MODERNE KRIGSKLASSIKER

    Lovligt selvsmagende og patriotisk forherligende men også barskt og stærkt medrivende krigsdrama. Meget tættere på helvede i moderne krig kommer vi ikke: filmens helt store force er dens uindpakkede og ærlige skildring af grusomhederne.

    Krudt i bøssen
    Og dette vel at mærke både på det fysiske og psykiske plan. Efter den obligatoriske (lange) optakt, hvor gutterne sættes ind i den menneskelige kontekst med koner, børn, sammenhold og militærjargon, kommer der krudt i bøssen.

    Krybende uhygge
    Det begynder med krybende uhygge ved højlys dag, efterhånden som den lille gruppe amerikanske soldater bliver indhentet af væmmelige terrorister.

    Nerve & vanvid
    Skildringen af amerikanernes næsten fastlagte tur i døden er fænomenal. Her er både nerve og vanvid: fald på klipper, flere og flere skudhuller, kamp mod alle odds.

    Døden i øjnene
    Som filmens titel antyder, er der efterhånden ikke mange tilbage. Filmens bedste periode er den, hvor amerikanerne endnu er samlet og en efter en må se døden i øjnene i den vilde natur.

    En klassiker
    Hér finder vi noget af det, der former en klassiker. Og i netop disse scener er ”Lone Survivor” en moderne krigsfilmsklassiker, som man kan se op til og lade sig inspirere af.

    Krybende uhygge
    I de stærkeste scener, hvor uhyggen samtidig er mest krybende, står dramaet alene med bjergnaturens egne lyde. Ellers er filmen lovligt præget af underlægningsmusik, der ind imellem lægger en dæmper på fortryllelsen.

    Problematisk epilog
    Flot spil af de hårdt prøvede amerikanere sørger for ekstra energi. Prøv at lukke af for den problematisk vamle epilog, hvor virkelighedens helte præsenteres til ultimativ amerikansk-vammel musik.



    Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2013, USA, Krigsdrama, Action, Biografi, Krig, 121 min.

    Dansk titel: Lone Survivor
    Instr: Peter Berg Prod: Sarah Aubrey, Peter Berg, Randall Emmett, Akiva Goldsman Manus: Peter Berg Baseret på: bog af Marcus Luttrell & Patrick Robinson Foto: Tobias A. Schliessler Klip: Colby Parker Jr. Mus: Steve Jablonsky