Harsh Times (2005)

Skønt baseret på instruktør og manuskriptforfatter David Ayers eget (ungdsoms)liv, er det ikke ligefrem fordi "Harsh Times" emmer af troværdighed. Det skyldes ikke mindst en alt for brovtende teknisk indpakning og en dum-dialog, der mest af alt syner af overdrivelse fremmer forståelsen.

Sikker vej mod afgrunden

Christian Bales Jim er en svært PTSD-ramt ekssoldat, der tror, han kan dulme alle sine sorger gennem alkohol, stoffer, fisse og vold. Men han tager fejl - skal det vise sig. Dét, han har gang i sammen med vennen Mike Alonzo, er den sikre vej mod afgrunden. Men så længe, der ikke er nogen, der sådan helt og aldeles stiller ham stolen for døren, synes katastrofen uundgåelig.

Ægte kærlighed

Som et meget "godt" eksempel på dette skisma er scenen, hvor Jim gerne vil i trussen på sin dame på bagsædet af en bil. Da hun afviser ham, stikker han sin gun under hendes hage og truer med at skyde hende. Men selvom der grædes over det ubehagelige i situationen, proklamerer kæresten, at hun skam stadig elsker ham!

Proletar-forherligende

Christian Bale giver den hele armen, men er sagesløs i den evindeligt "proletar-forherligende" historie. Det hele bliver utroværdigt og eskalerer til ekstremer, som man knap nok havde turdet frygte på forhånd. Masser af mere eller mindre dumme biroller synes først og fremmest sat i søen for at lire endnu flere af de tåbelige replikker af.

Tykt påsmurt

Graeme Revells underlægning er til den udspartlende side og kulminerer ofte sammen med de tykt påsmurte klichéscener. Det er ikke nogen køn filmoplevelse, men den har da fremdrift og er som sådan periodisk underholdende.