La' os være (1975)

Ikke så lidt inspireret af klassikeren Lord of the Flies (1963) begav Lasse Nielsen og Ernst Johansen sig i midt-70'erne ud på en eventyrlig filmrejse centreret - endnu engang - om børn og unge og deres flirts med seksualiteten. Henlagt til en "øde ø" i dansk farvand kredser "La' os være" om en større gruppe ca. 10-16-årige børn og teenagere, der lidt ufrivilligt strander i ingenmandsland og må klare sig selv.

Ubehjælpsom fra første scene

Med sin improviserede dialog og tydeligvis vaklende personinstruktion er filmoplevelsen noget ubehjælpsom fra første scene. En af de store nyheder i nyere tid var fremkomsten af hemmeligheden bag Nielsen og Johansens succesfilm i 70'erne: Den udbredte (seksuelle) udnyttelse af flere af de medvirkende børn og unge. Hvilket selvsagt sætter filmene i et sært lys i dag.

Fascinationen af den unge krop

Men det kræver ikke en journalistisk grundforskning at gennemskue, at Nielsen/Johansen var og er meget fascinerede af den meget unge krop. Når de kan slippe afsted med det, sørger instruktørparret for masser af hud - nøgne overskroppe i sommerlandet, og i grænselandet mellem det helt uskyldige og det seksuelle.

"Nysgerrige" på blomstrende homoseksualitet

Flere af filmens scener er meget "nysgerrige" på ung blomstrende homoseksualitet, som da to af de halvstore drenge rykker sammen på tæppet i lejret og fuld af gensidig fascination konstaterer, at de begge har stiv pik og desuden "får det så underligt" (læs: På den fede måde). Og i andre scener bliver det kysset og gramset på struttende teenagebryster.

Flirter med voldtægt

"La' os være" flirter også med voldtægt og seksuel ydmygelse - og ikke kun som et led i den stigende spænding imellem de strandede unge(r). Efterhånden som de har været længe nok isoleret, spidser tingene i dén grad til, og spændingerne tangerer regulær kriminal-uhygge.

Flot fravær af musik

Der er nogen grad af tilfredsstillende i Andreas Fischer-Hansens sommer-fotografering, og filmen vinder også terræn på sit flotte fravær af underlægningsmusik. Men den skingre tone i stift spil og den tilsvarende stive historie former en både ujævn og kejtet film, der mest af alt står som et finurligt billede på 70'er-stil- og væremåde.