Dronningen (2019)

    En kvinde med karrieren og familien i orden sætter for alvor livet på kogepunktet, da hun indleder en hed affære med sin netop hjemvendte teenage-stedsøn.


    ELEGANT MELODRAMA

    Endnu en meget overbevisende film fra unge May el-Toukhy. Hun havde også Trine Dyrholm i en central rolle i dramakomedien Lang historie kort (2015), og med "Dronningen" er der på alle tænkelige måder skruet op for dramatikken. Ved at vende de sædvanlige køns- og rolle-stereotyper på vrangen bliver dramaet hér nemlig langt mere skarpt og tankevækkende.

     

    På overfladen ånder alt idyl

    Anne er en succesrig jurist med tvillingedøtre og en sød svensk mand. På overfladen er alt, som det skal være. Men da den 17-årige stedsønn Gustav kommer hjem for at bo sammen med kernefamilien, vækkes et hidtil bortgemt begær i Anne, og hun indleder et hedt seksuelt forhold til ham - bag ryggen på sin mand. Men hvor længe går det an at holde dén farlige model kørende? På et tidspunkt er Anne nødt til at sætte bremserne i - helt uden at skele til, hvad det gør ved den i forvejen følsomme og besværede teenagers psyke.

     

    Eminent nuanceret spil

    Normalt er det mænd, vi ser portrætteret som dumme svin, der bare udnytter et andet menneske for et hurtigt seksuelt fix. Men her er der Anne, der er ude i brug og smid væk, og det er faktisk et af filmens største trumfkort, at det er kvinden, der er skurken - særligt lagt i Trine Dyrholms eminent nuancerede spil.

     

    Meget forfriskende

    Her udviser May el-Toukhy og hendes medforfatter Maren Louise Käehne et dejligt mod, der på flere niveauer tør gå imod #MeToo-strømningerne. og dét er meget forfriskende! I denne kontekst bliver melodramaet aldrig drivende, hverken udi det sentimentale eller overdramatiske, selvom melodramaets fælder lurer lige rundt om hjørnet i flere sammenhænge.

     

    Ærlig indlevelse

    Den sexbårne fascination mellem Anne og Gustav er spillet med dyb, smertefuld og ærlig indlevelse af Dyrholm og talentfulde unge Gustav Lindh. Begge går til rollerne uden blusel, og sexscenerne er beundringsværdigt utilslørede. Når smerten sidenhen overtager begæret i flere afskygninger, er spillet ligeså nuanceret. Magnus Krepper spiller meget flot som manden Peter, der står på sidelinjen som Annes mand og ikke ved, hvad han skal tro, da han efterhånden begynder at få en form for indsigt i, hvad der kan være sket. 

     

    Stilren fotografering

    Jasper Spannings stilrene fotografering er en stor styrke for filmens mange stemninger, bl.a. ved perspektiveringer med flot inddragelse af naturen og opfindsomme kameravinkler og rotationer. Ind imellem er filmoplevelsen ærgerligt musikunderlagt, hvilket i flere tilfælde tager toppen af den ellers ætsende rå og dybt tryllebindende filmoplevelse.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2019, Danmark, Sverige, Drama, Teenagere, 127 min.

    Dansk titel: Dronningen
    Instr: May el-Toukhy Prod: Caroline Blanco, Rene Ezra Manus: Maren Louise Käehne, May el-Toukhy Foto: Jasper Spanning Klip: Rasmus Stensgaard Madsen Mus: Jon Ekstrand
    Priser
    • SUNDANCE - Audience Award
    • SUNDANCE-N - World Cinema-nominering